27/09-17 18:20; Opdateret: 27/09-17 19:40

FCN og Sønderjyske spadserer videre i pokalenFCN og Sønderjyske spadserer videre i pokalen

Det endte med en sikker 4-0-sejr til FC Nordsjælland over Vejgaard i DBU Pokalen. Også Sønderjyske gik videre.

storybild

Aalborg. FC Nordsjælland er videre i den danske pokalturnering efter en overbevisende indsats ude mod Vejgaard Boldklub.

FCN, der topper Superligaen, var klart bedre end Vejgaard, som er tophold i Danmarksserien.

Med sejren er FCN klar til et møde ude mod Hobro, som venter i DBU Pokalens fjerde runde, der svarer til ottendedelsfinalerne.

I onsdagens fodboldkamp tæt på Aalborg var det FCN-talentet Andreas Skov Olsen, der åbnede målfesten efter blot ti minutter.

To minutter senere øgede FCN's 19-årige norske offensivspiller Mathias Rasmussen til 2-0, og han gjorde det også til 3-0 efter en times spil.

Kampen var reelt allerede afgjort, da Mohammed Fellah fik tilkendt et straffespark, som FCN-angriberen udnyttede til at score til slutresultatet 4-0 efter 66 minutter.

Der blev spillet en pokalkamp mere onsdag aften, og her vandt superligaklubben Sønderjyske knebent 2-1 ude over Vendsyssel FF fra 1. division.

Troels Kløve bragte Sønderjyske foran allerede efter otte minutter, mens Vendsyssel svarede flot igen.

Først fik Vendsyssel fremtvunget et straffespark efter 22 minutter, men Washington Brandaos forsøg blev reddet af Sønderjyske-keeper Lukas Fernandes.

Seks minutter senere udlignede hjemmeholdets angriber Emmanuel Ogude til 1-1 til glæde for størstedelen af tilskuerne i Hjørring.

Men lykken varede kun til kort inde i anden halvleg for Vendsyssel. Troels Kløve scorede det afgørende 2-1-mål efter 49 minutter.

Sønderjyske skal i fjerde runde møde Jammerbugt FC på udebane.

Der resterer kun en kamp i DBU Pokalens tredje runde, og det er opgøret mellem HIK og Silkeborg 11. oktober på Gentofte Stadion.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx