05/09-13 17:20

Riis: Ren spekulation at Contador skal vækRiis: Ren spekulation at Contador skal væk

Saxo-Tinkoff-bossen regner med, at han råder over Alberto Contador de kommende år ovenpå rygter om et farvel

storybild

(Billede: Polfoto)

Alberto Contador blev tidligere på ugen sat i forbindelse med et skifte væk fra Saxo-Tinkoff til Formel 1-køreren Fernando Alonsos cykelhold.

Saxo-Tinkoffs holdejer Bjarne Riis regner dog med, at han råder over den spanske cykelstjerne i flere år endnu.

Riis har Contador på kontrakt til og med 2015.

- Mit forhold til Alberto er helt fint, og jeg kan kun sige, at jeg tror, at følelserne er gensidige. Jeg har stor respekt for Alberto både som rytter og person, og jeg tror fortsat på ham, siger Bjarne Riis til velonation.com.

Den italienske avis La Gazetta dello Sport skrev tidligere på ugen, at Contador kunne ende på vennen Fernando Alonsos nye hold Euskaltel-Euskadi.

- Man kan sige, at rygterne, der kæder Alberto og Fernando Alonso sammen, har stået på i nogen tid nu. Og derudover så er vi i markedet lige nu for at finde en ny sponsor, og det bidrager til spekulationerne, siger Bjarne Riis.

- Jeg forstår, hvad der foregår, men jeg vil afholde mig fra at kommentere på en historie, der udelukkende baserer sig på spekulationer. Faktum er, at Alberto har en kontrakt med os for de kommende år, og det forholder vi os til, siger danskeren.

Mens Saxo Bank fortsætter som sponsor for Bjarne Riis' cykelhold, så har Oleg Tinkov efter sommerens Tour de France oplyst, at han trækker sit Tinkoff-sponsorat.

- Lige nu er vi i gang med at undersøge forskellige muligheder, så vi kan sikre, at holdet bevæger sig fremad. Jeg føler, at der er grund til optimisme, selv om vi endnu ikke har været i stand til at præsentere en ny sponsor.

- Man skal huske på, at det ikke er så lang tid siden, at vi annoncerede, at vi er i markedet, og det er en proces, som tager tid, siger Riis.

- Man skal også huske på, at Saxo Bank har indikeret, at de vil blive hos os i endnu et år, hvilket gør os knap så afhængig af andre sponsorer.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx