Af Ritzau - 12/03-17 18:03

Juhl om finalenederlag: Koreanere bedre i alle facetterJuhl om finalenederlag: Koreanere bedre i alle facetter

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen ærgrer sig over tabt All England-finale, men anerkender vinderne.

storybild

Christinna Pedersen (tv.) og Kamilla Rytter Juhl kunne ikke dæmme op for sydkoreanere i All England-finalen. (Billede: Scanpix/Justin Tallis)

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen havde sat næsen op efter at vinde All England som det første danske par i damedouble siden 1965, men i søndagens badmintonfinale måtte de se sig slået i to sæt.

De andenseedede danskere førte 17-14 i første sæt, men kunne ikke holde fast og tabte siden 18-21, 13-21 til sydkoreanerne Chang Ye Na og Lee So Hee, der var seedet fire.

- Vi står med følelsen af, at vi ikke fik det allerbedste frem, og det er brandærgerligt i så stor en finale. Vi havde forberedt os på koreanerne, men vi fik bare ikke det hele ud.

- Jeg synes, at de var bedre i alle spillets facetter, og det blev afgørende, siger Kamilla Rytter Juhl.

Parret havde på forhånd talt om en modstander med en stor værktøjskasse, og det var ifølge Christinna Pedersen i høj grad sydkoreanernes fortjeneste, at danskerne ikke kom mere til fadet.

- Når et verdensklassepar dæmmer op for det, du gerne vil igennem med, sætter det nogle begrænsninger.

- De havde styr på det, jeg er bare ærgerlig over, at vi ikke kunne finde mere frem. Det er en frustrerende fornemmelse. Vi ville gerne have givet dem en bedre kamp, siger Christinna Pedersen.

Parret banede sig vej til finalen på suveræn vis og tager meget positivt med til resten af sæsonen.

For Pedersen er det af stor betydning, at parret nu har stået i sportens tre største finaler.

I 2015 tabte det VM-finalen, i 2016 OL-finalen og nu altså også All England-finalen.

- Når vi får kampen på afstand, tager vi det med, at vi nu har stået i de tre største finaler, der findes i badminton. Det er jeg møgstolt over.

- Nu skal vi hjem og tanke op, inden der venter nye udfordringer, siger Pedersen.

Ud over de sædvanlige Super Series-turneringer er VM sæsonens store mål.

VM afvikles i Glasgow til august.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx