10/10-17 06:52

Dolberg vil kæmpe sig til startplads i Ajax igenDolberg vil kæmpe sig til startplads i Ajax igen

Klaas-Jan Huntelaar har overhalet Kasper Dolberg som frontangriber i Ajax, og det vil danskeren have ændret.

storybild

København. Kasper Dolberg har ikke scoret lige så mange mål og startet inde i lige så mange kampe for Ajax som i sidste sæson, og det vil han lave om på.

Den danske landsholdsangriber er blevet overhalet af nytilkomne Klaas-Jan Huntelaar, der har fået chancen som frontangriber i den hollandske klub.

- Jeg har fået en langsom start, og han har fået chancen et par gange og scoret et par mål.

- Generelt snakker jeg godt med ham til dagligt til træning og uden for banen. Han er en rigtig flink fyr, siger Dolberg om Huntelaar.

Målet er at spille sig tilbage i startopstillingen i løbet af denne sæson, lyder det fra Dolberg.

- Jeg har ikke scoret mål, men jeg føler mig fint tilpas. Og jeg er ved godt mod.

- Det er ikke fordi, jeg har lagt mig ned og bare er træt af det hele. Jeg har en god fornemmelse, og jeg er sikker på, at målene nok skal komme, siger Dolberg.

Huntelaar har scoret tre ligamål i de syv første spillerunder, mens Dolberg endnu mangler at komme på tavlen i Æresdivisionen.

- Jeg har en idé om, hvad jeg skal gøre. Det snakker jeg også med træneren om. Det hele skal blive bedre. Både teknisk, fysisk og taktisk, siger Dolberg.

Ajax har i denne sæson fået Marcel Keizer som ny cheftræner i stedet for Peter Bosz, der er blevet træner i Borussia Dortmund.

- Peter Bosz var en utrolig dygtig træner, og han fik ligesom sat mig i gang i Ajax. Men nu må vi kigge fremad, og nu har vi Marcel.

- Og selv om resultaterne måske ikke været så gode, som vi gerne ville have, så tror jeg på, at det nok skal blive bedre, siger Dolberg.

Ajax er placeret på sjettepladsen i ligaen med 13 point efter syv kampe. PSV Eindhoven fører rækken med 18 point efter syv kampe.

På spørgsmålet om, hvorvidt Dolberg vil forsøge at skifte til en anden klub i vinterens transfervindue, hvis situationen ikke ændrer sig, lyder svaret kort:

- Det er ikke planen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx