Af Ritzau - 08/05-17 07:30

Mourinho er ligeglad med første liganederlag til WengerMourinho er ligeglad med første liganederlag til Wenger

Manchester Uniteds manager har øjnene rettet mod Europa League og accepterer 0-2-nederlaget til Arsenal.

storybild

José Mourinho tabte søndag for første gang til Arsène Wenger og Arsenal i Premier League. (Billede: Reuters/Stefan Wermuth)

José Mourinho har efterhånden været i Premier League i en del år i tre omgange, først to gange hos Chelsea og siden sidste sommer hos Manchester United.

Søndag prøvede den portugisiske manager dog noget nyt, da han for første gang i 13 kampe var med til at tabe til Arsenal og Arsène Wenger i Premier League.

Mourinho har gennem årene haft mange verbale dueller med den franske manager, men efter søndagens 0-2-nederlag på Emirates Stadium i London var portugiseren udadtil upåvirket.

- Jeg er virkelig ligeglad med det. Og ingen problemer. Vi gav hinanden hånden før kampen, og vi gjorde det efter kampen, siger José Mourinho ifølge nyhedsbureauet AFP.

Portugiseren kan dog ikke nære sig for at give sin mangeårige rival en lille stikpille.

- Under kampen brød jeg mig ikke om det, som jeg aldrig bryder mig om; han (Wenger, red.) lagde for meget pres på kampens fjerdedommer hele tiden, siger José Mourinho.

Med nederlaget mistede Manchester United et stort skridt i bestræbelserne på at sikre en plads i Champions League i næste sæson via en tredje- eller fjerdeplads i Premier League.

José Mourinho hvilede imidlertid bevidst flere stamspillere i kampen mod Arsenal.

Det skyldes, at Manchester United forsøger at sikre en Champions League-plads ved at vinde Europa League.

Her er klubben så småt ved at have det ene ben i finalen efter 1-0-sejren ude over spanske Celta i den første af to semifinalekampe.

Vinderen af Europa League kommer med i Champions League i næste sæson.

Derfor kan José Mourinho godt acceptere nederlaget til Arsenal, der også er i spil til en placering i top-4 i England.

- Vi vil vinde Europa League. Det er vigtigere end at blive nummer fire. Vi blev nødt til at hvile spillere.

- Jeg er skuffet over resultatet, men ikke præstationen. Vi tabte, fordi vi ikke scorede, og vi havde store chancer for at score før Arsenal, siger portugiseren.

Manchester United er nummer fem i Premier League med 65 point for 35 kampe.

Arsenal er nummer seks med 63 point for 34 kampe.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx