Af Ritzau - 10/01-17 06:30

Landin optimist før VM: Bedste forberedelse nogensindeLandin optimist før VM: Bedste forberedelse nogensinde

Den danske selvtillid er stor efter gode testkampe. Men modstanden har ikke været i top, siger Niklas Landin.

storybild

Niklas Landin og resten af det danske landshold hentede tre sejre på stribe i Bygma Cup på dansk grund. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Tre sejre i tre testkampe. En støt stigende formkurve. Præstationer, der i perioder har ledt tankerne tilbage på OL.

Tilfredsheden er stor på det danske håndboldlandshold, der onsdag sætter kurs mod VM i Frankrig med højt humør og fremskudte brystkasser.

Målmand Niklas Landin kan ikke erindre, at en forberedelse til en slutrunde nogensinde er gået så glat som denne.

- Spillerne kan gå rundt med en rigtig god følelse efter de tre kampe. Det er vel vores bedste opvarmningsturnering nogensinde, konstaterer han.

Det startede lidt tungt mod Ungarn, der dog alligevel blev slået 24-21. Siden blev tempoet skruet i vejret i timålssejren over Egypten, og det hele blev afsluttet med en festlig 34-26-gevinst mod Island.

- Jeg havde en god følelse, inden vi startede træningen op til VM, og det har ikke ændret sig. Tiden må vise, hvor langt det rækker.

- Nu skal vi også passe på: Vi har spillet mod nogle gode modstandere, men det er ikke hold, som omverdenen regner med kommer i top-4 ved VM, siger Niklas Landin.

- Men vi skal være tilfredse med, at vi ikke har overbelastet nogen, tværtimod er stort set alle kommet godt i gang. En spiller som Michael Damgaard ser eksempelvis rigtig skarp ud, konstaterer Niklas Landin.

Danmark åbner VM mod Argentina på fredag, og siden venter gruppekampe mod Egypten, Bahrain, Sverige og Qatar.

Der er grund til dansk optimisme, men Landin løfter alligevel pegefingeren. Opvarmningskampene er ikke nødvendigvis et pejlemærke for, hvordan tingene udvikler sig, når det bliver alvor.

- Vi har set tidligere, at det ikke behøver at betyde så meget. Vi har selv spillet nogle rodede testkampe og så alligevel leveret på højt niveau i slutrunden, siger Landin.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx