10/11-17 06:48

Brøndby-anfører: Svensk skepsis er gjort til skammeBrøndby-anfører: Svensk skepsis er gjort til skamme

Johan Larsson mener inden mødet med Italien, at Sveriges landshold er kommet godt igennem generationsskifte.

storybild

Stockholm. Sveriges fodboldlandshold må leve i rollen som underdog, når holdet fredag spiller den første af to playoffkampe mod Italien om en plads ved VM i Rusland næste sommer.

Men der er trods alt optimisme i Sverige, der i kvalifikationsgruppe A besejrede gruppevinderen, Frankrig, undervejs og henviste Holland til tredjepladsen.

Det fortæller Brøndby-anfører Johan Larsson, der er udtaget til den svenske trup.

- Mange var skeptiske, før gruppen startede, fordi Sverige skulle møde Frankrig og Holland, men Sverige havde undervejs en god chance for at vinde gruppen med fire kampe tilbage.

- Holdet har overrasket virkelig mange, så ingen tror, at det bliver umuligt at slå Italien, siger 27-årige Johan Larsson.

Sverige skuffede ved EM i 2016, hvor det blev til blot et point og en sidsteplads i gruppen. Derefter indstillede superstjernen Zlatan Ibrahimovic og flere andre bærende kræfter landsholdskarrieren.

- Der har været lidt af et generationsskifte, efter at Zlatan, Kim Källström og Andreas Isaksson stoppede. Det var den gyldne årgang, som mange ville kalde det, som stoppede efter EM i 2016.

- Så der var mange spørgsmålstegn, men den nye træner, Janne Andersson, kom til og byggede sin stil op omkring holdet. Det er gået godt, holdet er kommet fint videre.

- Det var flot at blive nummer to i en gruppe med Holland og Frankrig, siger Brøndby-anføreren.

Larsson har kun haft sporadiske optrædener for A-landsholdet, men gode præstationer i Superligaen i dette efterår har banet vejen for en plads i truppen til kampene mod Italien.

- Først og fremmest er det et bevis på, at jeg har gjort noget godt over en længere periode. Det er noget, jeg har drømt om i lang, lang tid, så det føles rart, at chancen er dukket op, lyder det fra højrebacken.

Der er kickoff til den første kamp mod Italien fredag 20.45. Returopgøret venter i Italien tre døgn senere mandag aften.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx