12/11-17 10:22

Unge stjerneskud udfordrer aldrende stjernerUnge stjerneskud udfordrer aldrende stjerner

Alexander Zverev og Dominic Thiem er førsteudfordrere til Rafael Nadal og Roger Federer i sæsonfinale.

storybild

Alexander Zverev har vundet fem turneringer i år. Scanpix/Christophe Archambault/arkiv

London. Der er de gamle og garvede stjerner som Rafael Nadal og Roger Federer. Og så er der de unge himmelstormere som Alexander Zverev og Dominic Thiem, når mændenes sæsonfinale i tennis, ATP World Tour Finals, begynder søndag i London.

Ikke mindst den 20-årige sæsonfinaledebutant Alexander Zverev har imponeret, og med fem turneringssejre i år er tyskeren kravlet op som nummer tre på verdensranglisten.

- Det er meget specielt at skulle møde nogle af de otte bedste spillere i verden.

- Det bliver en fantastisk oplevelse efter et år, hvor det har været "første gang" en del gange, siger tyskeren til AFP.

Alexander Zverev får mulighed for at spille mod sit idol, 36-årige Roger Federer, eftersom lodtrækningen placerede dem i samme gruppe.

Den 19-foldige grand slam-vinder fra Schweiz blev professionel i 1998, da Alexander Zverev blot var et år.

Tyskeren har dog været uimponeret i de indbyrdes møder hidtil, og stillingen i indbyrdes kampe er 2-2 mellem den aldrende mester og den unge opkomling.

De to øvrige i gruppen er kroaten Marin Cilic og amerikaneren Jack Sock.

24-årige Dominic Thiem har i efterhånden noget tid været regnet som en af de helt store spillere for fremtiden.

Østrigeren nåede i år semifinalen i grand slam-turneringen French Open for andet år i træk, og han har arbejdet sig op som nummer fire på verdensranglisten.

Det skyldes dog ikke en masse turneringssejre, for Dominic Thiem har kun vundet en enkelt turnering i år, mens han sidste år vandt fire turneringer.

Siden US Open i september har østrigeren imidlertid døjet med manglende resultater, og desuden bekommer det hurtige indendørs hardcourtunderlag i O2 Arena i London ham ikke vel.

- Det er helt sikkert ikke mit stærkeste underlag. Jeg har det lidt svært, men hver uge byder på en ny chance, så jeg vil gøre mit bedste, siger Dominic Thiem til Sky Sports.

Sidste år kom han med i sæsonfinalen for første gang, men efter en sejr og to nederlag røg han ud efter gruppespillet.

- Sidste år håbede jeg, at mange ting kunne ske, så jeg kunne kvalificere mig til London.

- Jeg kan helt klart spille mere afslappet end sidste år, siger Dominic Thiem.

Østrigeren kan måske finde selvtillid i det faktum, at han i år var den eneste, der formåede at besejre Rafael Nadal på den spanske verdensetters favoritunderlag, grus.

De to mødes i den anden gruppe, der også tæller bulgarske Grigor Dimitrov og belgieren David Goffin.

De to bedste spillere fra hver gruppe avancerer til semifinalerne.

Roger Federer, der har vundet ATP World Tour Finals seks gange, indleder turneringen søndag eftermiddag mod amerikaneren Jack Sock.

Alexander Zverev og Marin Cilic tørner sammen søndag aften.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx