Af Ritzau - 19/03-17 20:43

Lykkelig FCN-træner: Sindssygt stolt af ungt holdLykkelig FCN-træner: Sindssygt stolt af ungt hold

FC Nordsjælland vandt 2-1 over FC Midtjylland. Dermed er det rekordunge hold klar til mesterskabsspillet.

storybild

Der var stor glæde i FC Nordsjælland, da sidste runde i grundspillet i Alka Superligaen resulterede i, at klubben spillede sig i mesterskabsspillet. (Billede: Scanpix/Michael Drost-hansen)

Søndag sikrede FC Nordsjælland sig den tredje sejr på stribe med 2-1 ude over FC Midtjylland i Alka Superligaens sidste runde i grundspillet.

Sejren sendte FCN op på ligaens altafgørende sjetteplads, som giver adgang til mesterskabsspillet, når landskampspausen er forbi.

Præstationen vækker glæde og stolthed hos klubbens cheftræner, Kasper Hjulmand.

- Nu er vi pludselig med i mesterskabsspillet, og det er altså imponerende, når man ser på alderen i vores trup. Jeg er simpelthen så stolt af den måde, vi er kommet tilbage på i den her sæson.

- Vi satte alt for mange point til i de første ni runder, hvor det var meget turbulent, men vi kom efter det og har siden vist et utrolig godt og stabilt niveau, siger cheftræneren.

Kasper Hjulmand fokuserer i høj grad på FCN-truppens unge alder i sin evaluering af præstationen.

- Vi har ti spillere med fra start, som kunne spille U19, U20 eller U21. Det har vi haft i alle kampene. Det er aldrig sket før i dansk fodbold, og det er det yngste hold i hele Europa.

- Det skal man altså også have med i regnestykket. Det er imponerende, hvad de her drenge præsterer, og de har langt fra toppet endnu, siger Kasper Hjulmand.

En af truppens ældste spillere er den 22-årige midtbanestyrmand Emiliano Marcondes, der i kampen mod FCM bidrog med scoringen til 2-0.

- Jeg kunne ikke lade være med at holde øje med stillingerne i de andre kampe til sidst. Det var nok lidt dumt, og jeg fik næsten også ondt i maven ved tanken om, at det alligevel kunne glippe til sidst.

- Jeg tror, jeg ville have grædt hele vejen hjem i bussen, hvis det var gået galt.

Heldigvis for Emiliano Marcondes og holdkammeraterne endte det med en sejr og en plads i mesterskabsspillet.

- Stemningen i omklædningsrummet var helt vild, for der var jo ingen, der havde turde tro på det her. Alle havde dømt os ude. Men nu kan vi bare spille frit og angribe alle, siger Marcondes.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx