29/11-17 21:42; Opdateret: 29/11-17 23:40

Barcelona og Sevilla er videre i pokalen med storsejreBarcelona og Sevilla er videre i pokalen med storsejre

Barcelona og Sevilla kom sikkert videre i Copa del Rey, mens Real Sociedad meget overraskende røg ud.

storybild

Lionel Messi - der her ses i kampen mod Valencia - var ikke med i Barcelonas storsejr over Murcia. Scanpix/Jose Jordan/arkiv

Barcelona. Et reservespækket FC Barcelona-hold var alt rigeligt til at sende klubben videre i den spanske pokalturnering i fodbold, Copa del Rey.

Onsdag aften vandt Barcelona 5-0 hjemme over Murcia fra den tredjebedste række, og dermed er storklubben klar til ottendedelsfinalerne med samlet 8-0.

Paco Alcácer sikrede pausestillingen 1-0 til Barcelona, der blandt andre var uden de offensive stjernekort Lionel Messi og Luis Suarez.

I anden halvleg fik Gerard Pique prikket en aflevering i mål til 2-0, og Aleix Vidal headede Barcelona på 3-0.

Denis Suárez og José Arnaiz kom også på scoringstavlen.

I Sevilla var Michael Krohn-Dehli med fra start for hjemmeholdet, der måtte undvære Simon Kjær.

Sevilla vandt 4-0 over Cartagena fra den tredjebedste række og er videre med samlet 7-0.

Michael Krohn-Dehli blev taget ud midt i anden halvleg.

Real Sociedad måtte meget overraskende forlade pokalturneringen efter et nederlag på 2-3 hjemme til Lleida, som efter 3-3 samlet går videre på reglen om flest scorede mål på udebane.

Sociedad kom ellers foran 2-0, inden holdet fra den tredjebedste række slog til med tre scoringer.

Den afgørende scoring faldt få minutter før tid.

Også Athletic Bilbao røg overraskende ud til et hold fra den tredjebedste række.

Bilbao havde 1-1 med fra udekampen mod Formentera, der på et sent sejrsmål imidlertid vandt returkampen 1-0 og gik videre med samlet 2-1.

Fernando Torres lavede to mål for Atlético Madrid, som vandt 3-0 hjemme over Elche og gik videre med samlet 4-1.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx