Af Ritzau - 02/04-17 16:31

Lasse Schöne tordner Ajax på sejrskurs i topopgørLasse Schöne tordner Ajax på sejrskurs i topopgør

En fantastisk scoring efter blot et minut grundlagde Ajax' sejr hjemme over Feyenoord i Æresdivisionen.

storybild

Ajax og Lasse Schöne fik en fantastisk indledning på storkampen mod Feyenoord, da danskeren scorede på et direkte frispark efter blot et enkelt minut. (Arkivfoto). (Billede: Reuters/Inquam Photos)

Den danske landsholdsspiller Lasse Schöne var dagens mand med en lynscoring af de sjældne for Ajax søndag.

Danskeren tordnede hjemmeholdet foran 1-0 på et direkte frispark fra lang afstand mod Feyenoord i topopgøret i Amsterdam.

Den flotte scoring var ikke mindre bemærkelsesværdig, da den faldt efter blot et enkelt minut af topopgøret.

Ajax var overlegen i opgøret, som blev vundet 2-1, og dermed blev der skabt yderligere spænding i toppen af Æresdivisionen.

Feyenoord topper stadig med 69 point, men Ajax følger nu efter med tre point færre. Begge klubber har spillet 28 kampe, ligesom PSV Eindhoven har det på tredjepladsen med 64 point.

Nicolai Jørgensen var med fra start hos Feyenoord, men måtte hurtigt lade sig udskifte, mens Ajax manglede Kasper Dolberg, der stadig er ude med en skade.

Til gengæld var Lasse Schöne altså med fra start, og han gjorde sig bemærket på imponerende vis, stort set inden opgøret rigtig var kommet i gang.

Ajax fik tilkendt et frispark, og den danske landsholdsspiller løb til bolden og tordnede den i netmaskerne fra omkring 35 meters afstand til euforisk stemning i Amsterdam.

Det var Lasse Schönes sjette sæsonmål, og det var svært at finde ord for den indledning på det vigtige opgør, og drømmestart var næsten ikke nok.

Nicolai Jørgensen måtte rejse hjem fra landsholdslejren med en skade før Danmarks VM-kvalifikationskamp mod Rumænien for en uge siden, men var med i startopstillingen hos gæsterne.

Efter ti minutters spil måtte danskeren dog give fortabt og skadet forlade opgøret, da han lod sig udskifte med Michiel Kramer. Dermed mistede Feyenoord sin topscorer med 19 sæsontræffere indtil nu.

Det blev endnu værre for gæsterne efter 36 minutter, da et hurtigt opspil fra Ajax endte med, at David Neres modtog en perfekt stikning og fra en spids vinkel i højre side fladt sparkede bolden i mål til 2-0-føring.

Feyenoord virkede overmatchede efter pausen, og med sin topscorer ude af opgøret, var det som om, at troen på et comeback ikke var til stede.

Indskiftede Kramer reducerede dog for Feyenoord til slutresultatet i overtiden.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx