Af Ritzau - 06/03-17 12:05; Opdateret: 06/03-17 12:34

Gudmundsson stopper som landstræner øjeblikkeligtGudmundsson stopper som landstræner øjeblikkeligt

Landstrænerskiftet hos håndboldherrerne sker fem måneder før den oprindelige plan.

storybild

Landstræner Gudmundur Gudmundsson har stået i spidsen for Danmark for sidste gang. (Billede: Reuters/Benoit Tessier)

Det danske herrelandshold i håndbold har med øjeblikkelig virkning fået en ny træner.

Islændingen Gudmundur Gudmundsson fratræder således sin stilling og overlader pladsen til Nikolaj Jacobsen.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund (DHF) i en pressemeddelelse.

Rokaden skulle først være sket 1. august, hvor Gudmundssons kontrakt stod til at udløbe.

Afgående Gudmundsson kalder det for den mest optimale løsning.

- Jeg mener, at det er det bedste for landsholdet og for mig selv at træde tilbage som landstræner nu og give Nikolaj de bedste forudsætninger i overtagelsen af holdet.

- Nu kan jeg rette blikket mod mit fremtidige virke og de spændende udfordringer, der venter mig.

- Jeg vil gerne takke spillerne og staben for det gode samarbejde og de store oplevelser, vi har haft sammen, og jeg ønsker dem held og lykke i fremtiden, siger Gudmundsson.

I august førte han holdet frem til OL-guld i Rio, men ved EM- og VM-slutrunderne har han ikke ført landsholdet frem til metal.

Morten Stig Christensen, generalsekretær i DHF, roser Gudmundsson for det historiske resultat i Rio.

- Gudmundur vil altid have en stor plads i de danske håndboldhistoriebøger. Han vil til evig tid blive husket for det største resultat i dansk herrehåndbold nogensinde, og for det fantastiske samarbejde vi har haft med ham i DHF.

- For det vil vi gerne sige ham stort tak og held og lykke med fremtiden, siger generalsekretæren.

Gudmundsson forlader landstrænerjobbet med en statistik, der siger 46 sejre, fem uafgjorte og ti nederlag. Han overtog i sommeren 2014 stafetten fra Ulrik Wilbek.

Nikolaj Jacobsens første opgaver bliver fire EM-kvalifikationskampe i maj og juni.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx