Af Ritzau - 24/03-17 06:30

Andreas Christensen vil gerne til U21-EMAndreas Christensen vil gerne til U21-EM

A-landsholdsspiller Andreas Christensen er lun på at spille U21-EM, hvis han får lov af sin arbejdsgiver.

storybild

Andreas Christensen var også med til U21-EM i 2015, hvor Danmark tabte 1-4 i semifinalen mod Sverige. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Den danske landsholdsspiller Andreas Christensen har ikke optrådt på det danske U21-landshold siden oktober 2015, men han er varm på idéen om at gøre comeback på holdet ved sommerens EM.

Den største forhindring bliver, om den Chelsea-ejede Borussia Mönchengladbach-spiller får lov af den klub, som han skal spille for i næste sæson.

- Jeg vil rigtig gerne spille slutrunden, men det afhænger af, hvad der sker på klubniveau.

- Jeg har ikke haft ferie i virkelig lang tid. Hvis jeg skal tilbage til England og vise mig frem for en ny træner i preseason, så går det ikke, at jeg er helt smadret og misser den første uge af en træningslejr, siger Andreas Christensen.

Slutrunden kan blive en del i forhandlingerne om danskerens fremtid. Efter indeværende sæson udløber hans lejeaftale i Tyskland.

- Jeg tror godt, jeg selv kan presse lidt på for at komme med, og jeg kan godt bruge det som et led i nogle forhandlinger, men det er umiddelbart ikke min plan at gøre det sådan, siger forsvarsspilleren.

Siden han senest spillede på U21-landsholdet, har han etableret sig som fast inventar på Åge Hareides A-landshold, hvor han har spillet ti kampe.

Spørgsmål: Hvad bunder din U21-lyst i, når du er etableret A-landsholdsspiller?

- Det er det at komme til en slutrunde. Det er stadigvæk landsholdet for mig at skulle spille for sit land. Og så synes jeg, at det hold, vi kan stille med til U21-EM, ser superskarpt ud.

- Holdet har i hvert fald en chance for at nå lige så langt, som vi gjorde sidst, siger Andreas Christensen.

Han henviser til U21-EM i Tjekkiet i 2015, hvor han selv spillede en stor rolle på det hold, der nåede frem til semifinalen.

Den oplevelse har givet ham værdifuld slutrundeerfaring.

- Sidste gang var min første slutrunde, og det gav noget at få følelsen af, hvordan det egentlig er at være med til.

- Vi leverede rigtig godt, og det gav forhåbninger om en god fremtid for mig selv og mine holdkammerater. Og så nød jeg bare at være en del af gruppen med alle de andre spillere, siger danskeren.

Sommerens U21-EM spilles i Polen fra 16.-30. juni. Danmark er i gruppe med Tyskland, Italien og Tjekkiet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx