03/09-17 18:02

Magnussen: Nul point er frustrerende efter fejlfrit løbMagnussen: Nul point er frustrerende efter fejlfrit løb

Kevin Magnussen kunne ikke køre sig ind i pointene trods en god indsats i søndagens italienske grandprix.

storybild

Monza. Den danske racerkører Kevin Magnussen (Haas) fik søndag at mærke, at der er biler i Formel 1-feltet, der ganske enkelt er hurtigere end hans egen racer.

Således sluttede danskeren på 11.-pladsen bag kørerne fra Mercedes, Ferrari, Red Bull, Force India og Williams. Og når alle de hold rammer dagen, så er det svært at stille noget op, erkender Kevin Magnussen.

- Ja, så er det svært. Og det er svært på den her bane. Det vidste vi godt fra starten af, siger danskeren til TV3 Sport.

Han føler ellers, at han kørte et godt løb på den italienske Monza-bane.

- Jeg fik en rigtig dårlig start. Der var overhovedet ikke noget greb i den bane, jeg kørte i, men alligevel mistede jeg ikke særlig mange positioner.

- Jeg føler, at jeg kæmpede hårdt, og jeg føler egentlig, at vi kørte et fejlfrit løb. Så det er frustrerende, men i det mindste kørte vi et godt løb, siger han.

Kevin Magnussen blev undervejs overhalet af Max Verstappen (Red Bull), og i den forbindelse måtte Kevin Magnussen kortvarigt køre af banen.

Magnussen følte, at han blev presset af den unge Red Bull-kører.

- Jeg er sikker på, han ikke gjorde det med vilje. Men jeg blev stadig presset ud af banen, lyder det fra Magnussen.

Verstappen blev ikke straffet efter episoden, og det fik efter løbet Magnussen til at rette en generel kritik mod Formel 1-dommerne.

- Jeg synes, det er mega irriterende, at der er forskel på, hvem der får straf, og hvem der ikke gør. Det her er sådan noget, der sker, men jeg synes, at dommerne skal være mere konstante i deres strafuddeling, siger han.

Lewis Hamilton (Mercedes) vandt søndagen italienske grandprix.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx