Af Ritzau - 25/04-17 13:33

FC København henter cypriotisk angriber i ApoelFC København henter cypriotisk angriber i Apoel

Angriberen Pieros Sotiriou tiltræder til sommer i FC København på en kontrakt frem til sommeren 2022.

storybild

Apoel-angriberen Pieros Sotiriou bliver til sommer FC København-spiller på en femårig aftale. (Billede: Scanpix/Sakis Savvides)

Sommerens første tilgang til FC København er på plads.

FCK og cypriotiske Apoel FC er blevet enige om en handel, der sender den cypriotiske landsholdsangriber Pieros Sotiriou til København.

Sotiriou har i denne sæson gjort sig bemærket i både den cypriotiske liga samt på den europæiske scene med foreløbig 23 mål i 43 kampe for Apoel.

Han scorede fem mål for Apoel i de europæiske fodboldturneringer. Det ene mål var mod FCK i Champions League-kvalifikationen.

FCK-manager Ståle Solbakken er tilfreds med tilgangen.

- Vi har fundet en angriber, der har lidt af det hele, og på mange områder har den rigtige profil for en FCK-angriber.

- Han har en fysik på internationalt niveau, en stor arbejdsradius og formår at kombinere det med et flot scoringsgennemsnit.

- Han kommer med international erfaring og er vant til at spille under pres for en topklub, og det har han vist, at han kan håndtere, siger Solbakken til klubbens hjemmeside.

FCK-direktør Anders Hørsholt fortæller samme sted, at klubben formentlig mister en af truppens øvrige angribere.

- Det er ingen hemmelighed, at vi forventer, vi også skal sende en af vores andre angribere videre denne sommer.

- Så den her handel er et signal om, at vi også i den kommende sæson ønsker at være konkurrencedygtige på internationalt niveau og er klar til at investere, når det er nødvendigt, siger Hørsholt.

Sotiriou spiller sæsonen færdig for Apoel og tiltræder i FCK, når holdet starter træningen op efter sommerpausen.

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at klubben opnår sine mål og vinder trofæer. FCK er den største klub i Skandinavien og har en flot historie, som jeg ser frem til at blive en del af.

- Jeg har selv oplevet, at både stadion og fansene er fantastiske, og jeg vil gøre mit bedste for dem på banen, lyder det fra Sotiriou.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx