Af Ritzau - 02/05-17 12:06

FC København sælger Cornelius til AtalantaFC København sælger Cornelius til Atalanta

FCK er blevet enig med Serie A-klubben Atalanta om en aftale, der sender Andreas Cornelius til Italien.

storybild

FCK-angriberen Andreas Cornelius skifter til Atalanta i Serie A. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

FC København sælger den danske landsholdsangriber Andreas Cornelius til den italienske fodboldklub Atalanta fra sommeren 2017.

Cornelius kom tilbage til FCK i januar 2014 efter et ophold i Premier League-klubben Cardiff og har i denne sæson foreløbig spillet 43 kampe og scoret 18 mål.

- Vi er tilfredse med, at vi igen har lavet et stort salg til en af de største ligaer i Europa.

- Andreas har leveret en stor indsats for klubben og fortjener at få en ny chance i en stor liga, siger FCK-direktør Anders Hørsholt til klubbens hjemmeside.

- Det er en del af vores strategi at have spillere, der med FCK som base bliver attraktive for de største ligaer, og det er den her handel et godt eksempel på, lyder det fra direktøren.

Cornelius spiller nu sæsonen færdig for FCK, inden turen går til Norditalien og byen Bergamo, hvor Atalanta er fra.

FCK-manager Ståle Solbakken roser Cornelius for en god indsats for klubben og holdet.

- Han har kæmpet sig stærkt tilbage fra en stor skade og været et forbillede i truppen med sin arbejdsiver.

- Vi kan altid regne med stenhårdt arbejde fra Corner, uanset om vi træner eller spiller Champions League-kamp.

- Det er jeg ikke et sekund i tvivl om, at han også vil gøre i resten af sin tid her. Vi glæder os alle både på hans og klubbens vegne over, at det her er gået i orden.

- Det var Corners tur nu, og han har arbejdet hårdt for at få en chance mere. Det får han nu, og det er meget velfortjent, siger Solbakken.

FCK er meget tæt på at vinde det danske mesterskab i denne sæson. Holdet er også nået frem til finalen i DBU Pokalen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx