12/11-17 00:26

Sisto står med fin VM-fornemmelse trods brændte chancerSisto står med fin VM-fornemmelse trods brændte chancer

Pione Sisto ærgrede sig over, at han ikke fik scoret på Danmarks største chance mod Irland.

storybild

Pione Sisto brændte en stor chance i midten af første halvleg mod Irland i Parken. Scanpix/Lars Møller

København. Med et 0-0-resultat hjemme mod Irland står det danske fodboldlandshold stadig med en god chance for at komme til VM næste år.

Det mener Pione Sisto, som påpeger, at et dansk udebanemål vil være ekstra meget værd i Dublin på tirsdag. 1-1 vil eksempelvis være nok til at komme til VM.

- Vi står med en fin fornemmelse. Vi ved, at et enkelt mål fra os betyder, at Irland skal score to gange. Det er vi klar over, og det er Irland selvfølgelig også klar over, siger Sisto.

Celta Vigo-spilleren var ærgerlig over, at Danmark ikke udnyttede de muligheder, der blev skabt i første halvleg.

- Det var en fin kamp. Det var lidt, som vi havde forventet. Det var svært at kreere mange chancer mod det hold. Vi havde tre chancer, og desværre formåede vi ikke at score på dem.

- Det er godt at se, at vi kan bryde igennem. Vi fik desværre ikke puttet den ind. Vi forsøgte stadig at være rolige og tage tiden, fordi det bliver afgjort over to kampe, forklarer Sisto.

Kampens største chance tilfaldt Sisto, som skød forbi mål efter 32 minutter.

- Min egen chance? Det var en kæmpe chance. Desværre røg den ikke ind.

- Jeg kom til at læne mig lidt for meget til venstre side, så bolden røg lidt for langt over til højre, siger Sisto.

Han forventer en lidt mere åben kamp i Dublin på tirsdag, hvis irerne ellers har midlerne til at spille mere offensivt.

- Jeg kunne forestille mig, at irerne måske vil angribe lidt mere, fordi de er på hjemmebane. Kan de det? Det ved jeg ikke. Nu må vi se.

- Vi skal udnytte vores chancer. Det bliver svært, men forhåbentlig kan vi sætte dem ind næste gang, lyder det fra Sisto.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx