Af Ritzau - 08/01-17 17:57

Chelsea leger sig videre i FA Cuppen mod underdogChelsea leger sig videre i FA Cuppen mod underdog

Premier Leagues førerhold havde ingen problemer mod Peterborough fra tredjebedste række i FA Cuppen.

storybild

Pedro Rodríguez åbnede målscoringen for Chelsea, da Peterborough United blev slået i tredje runde af FA Cuppen. (Billede: Scanpix/Glyn Kirk)

Chelsea-stjernerne viste, at der er forskel på toppen af Premier League og midten af tredjebedste række, da Peterborough lagde vejen forbi London i tredje runde af FA Cuppen.

Antonio Contes lettere reservespækkede stjernemandskab dominerede fra første fløjt og tog en sejr på 4-1 trods en udvisning midt i anden halvleg til anfører John Terry i hans comebackkamp efter flere måneders pause.

Den italienske succesmanager havde valgt at spare profiler som Diego Costa, Eden Hazard, Thibaut Courtois, Nemanja Matic og David Luiz, men de var ikke savnet hos Premier Leagues førerhold søndag.

Til gengæld var der comeback til anfører John Terry. Han skulle få en ærgerlig hovedrolle senere i kampen.

Peterboroughs drøm om at levere sensationen varede kun indtil 18. minut. Her omsatte Pedro Rodríguez Chelseas pres til mål.

På en ripost i feltet tog han et træk forbi en modstander og hamrede bolden op i modsatte hjørne.

Chelsea burde i flere omgange have udbygget føringen i de næste 25 minutter, men flere store chancer blev misbrugt.

Spændingen blev mere eller mindre punkteret lige inden pausen, da den belgiske angriber Michy Batshuayi med en flad afslutning inde i feltet gjorde det til 2-0.

Skulle gæsterne have taget en lille rest af håb med ud efter pausen, så blev det slukket efter bare syv minutter.

Willian bankede en flad afslutning i kassen fra kanten af feltet til 3-0, og i de følgende minutter holdt favoritterne legestue.

Selv om Chelsea løftede foden en smule fra gaspedalen, var Peterborough ikke i nærheden af noget, før John Terrys comeback efter 67 minutter endte i en hårdt dømt udvisning.

Tre minutter efter reducerede gæsterne, men glæden varede kort, for fem minutter senere gjorde Pedro Rodríguez det til 4-1.

Herefter blev sejren kørt stille og roligt i land for favoritterne.

Middlesbrough uden Viktor Fischer på banen kom også videre i turneringen søndag med en 3-0-sejr på hjemmebane over Championship-holdet Sheffield Wednesday.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx