Af Ritzau - 22/06-17 10:59

Jan Magnussen: Haas bør få to biler i top-10 hver gangJan Magnussen: Haas bør få to biler i top-10 hver gang

Mercedes, Ferrari og Red Bull er klart bedre end Haas, men derefter er der hård kamp om Formel 1-pointene.

storybild

Jan Magnussen kan se stor glæde og motivation hos Haas-køreren og sønnen, Kevin Magnussen. (Billede: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen)

Formel 1-holdet Haas er ikke blandt de bedste i feltet. Men det bør alligevel være målsætningen for Haas at få to biler til at score point i hvert eneste grandprix.

Det mener Jan Magnussen, der ser gode muligheder for, at både sønnen Kevin Magnussen og holdkammeraten Romain Grosjean ender i top-10.

- Jeg vil mene, at Haas' mål må være, at holdet hver gang har to biler i top-10, siger Jan Magnussen.

Han vurderer, at Mercedes, Ferrari og Red Bull er de tre stærkeste hold, men derefter bør Haas kunne blande sig.

- Hvis der ikke er nogle, der udgår, så er Haas' bedste håb nok en syvendeplads. De seks første pladser er taget af Mercedes, Ferrari og Red Bull.

- Men jeg synes faktisk, Haas er lidt tættere på Red Bull, end hvad jeg havde troet inden sæsonen, siger Jan Magnussen.

Indtil videre har Romain Grosjean hentet ti point i denne Formel 1-sæson, mens Kevin Magnussen har høstet fem point. Det gør de to Haas-kørere til nummer 12 og 13 i den samlede stilling.

- Kevin er faldet godt til hos Haas og virker glad og motiveret. Det er et godt team for ham at være i. Størrelsen på teamet er meget mindre end nogle af de andre teams, han har kørt for.

- Der er lidt mere samarbejde mellem alle folk i teamet, fordi de ikke er så mange, forklarer Jan Magnussen.

Mens Kevin Magnussen er i gang med sin første sæson hos Haas efter ophold hos McLaren og Renault, så har Romain Grosjean fordel af et år mere hos det amerikanske hold.

- Grosjean er ikke bare stukket af med alle informationer, som han fik det første år hos Haas. Kevin er kommet godt med og har fanget, hvad det kræver for at køre hurtigt i bilen.

- De to kan sammen udvikle bilen i den rigtige retning, og de kan presse hinanden enormt meget. De er meget tæt på hinanden hele tiden. Det er en god situation for Kevin.

- Jeg troede, at Grosjean ville stå stærkere i starten af sæsonen, end han gjorde. Jeg var meget imponeret af, hvordan Kevin fik fat i det. Det er et godt tegn på, at han føler sig tilpas, siger Jan Magnussen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx