Af Ritzau - 04/01-17 15:07; Opdateret: 04/01-17 15:49

Thomas Thomasberg skal føre Hobro op i SuperligaenThomas Thomasberg skal føre Hobro op i Superligaen

Det bliver Thomas Thomasberg, som overtager Hobro-depechen fra Ove Pedersen og skal føre holdet i Superligaen.

storybild

Siden fyringen i Fredericia i 2013 har Thomas Thomasberg været assistenttræner i Randers. Nu skal han være cheftræner igen. (Billede: Scanpix/Claus Fisker)

Thomas Thomasberg skifter tilværelsen som assistenttræner i Randers FC ud med en cheftrænertjans en kort køretur længere mod nord.

Onsdag er Thomasberg blevet ansat som ny cheftræner i 1. divisionsklubben Hobro, der aktuelt fører rækken og har kurs mod Superligaen. Det skriver klubben på sin hjemmeside.

Thomasberg er ansat på en funktionæraftale, som for begge parter er uopsigelig i halvandet år.

- Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været på udkig efter en mulighed for at blive cheftræner igen, og derfor takkede jeg ja til en samtale med Hobro, siger Thomasberg i en pressemeddelelse.

- Samtalerne har bekræftet mig i, at Hobro er den rette udfordring for mig lige nu. Der er en klart defineret målsætning om at vende tilbage til Superligaen, og det er en rigtigt spændende udfordring, som tiltaler mig meget.

I den nordjyske klub skal han tage over efter Ove Pedersen, der blev fyret efter en resultatmæssig sløj afslutning på efteråret.

Sportschef i Hobro Jens Hammer Sørensen forklarer, hvorfor valget er faldet på netop assistenttræneren i Randers.

- Vi har haft flere samtaler, hvor han har vist sin fodboldfaglighed og også sine menneskelige kvaliteter, siger sportschefen.

- Vi går efter at rykke op til sommer, men vi kigger også længere ud i fremtiden, hvor Thomas skal være med til at bygge videre på det flotte trænerarbejde, som de forrige trænere har bidraget med.

Tidligere i trænerkarrieren har Thomasberg været cheftræner i FC Midtjylland, FC Hjørring (i dag Vendsyssel FF) og Fredericia. Som aktiv spiller er han mest kendt for sin tid i AaB og FC Midtjylland.

Den nye cheftræner har første arbejdsdag mandag, hvor truppen vender tilbage fra juleferie.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx