23/11-17 19:06; Opdateret: 24/11-17 02:02

Brasilianske Robinho får ni års fængsel for gruppevoldtægtBrasilianske Robinho får ni års fængsel for gruppevoldtægt

33-årige Robinho er idømt ni års fængsel for at have deltaget i en voldtægt af en 22-årig albansk kvinde.

storybild

Robinho i kamp for den kinesiske klub Guangzhou Evergrande, inden han skiftede til Atlético Mineiro. Reuters/Toru Hanai

Rom. Den 33-årige brasilianske fodboldspiller Robinho er blevet idømt en fængselsstraf på ni år for medvirken til voldtægt.

Det skriver flere italienske medier torsdag.

Ifølge den italienske sportsavis La Gazetta dello Sport handler sagen om en gruppevoldtægt af en 22-årig albansk kvinde.

Voldtægten fandt sted på en natklub i Milano i januar 2013, da Robinho spillede for den italienske fodboldklub AC Milan.

Ifølge Sky Sports deltog yderligere fem personer i voldtægten af kvinden.

Sky Sports skriver, at Robinho nægter sig skyldig,

- Vi vil gerne gøre klart, at han (Robinho, red.) har forsvaret sig mod disse anklager, og han fastholder, at han ikke var en del af den episode, lyder det fra Robinhos advokat, Marisa Alija, ifølge nyhedsbureauet AP.

Brasilianeren har ifølge nyhedsbureauet Ansa mulighed for at appellere dommen. Derfor vil en eventuel afsoning ikke begynde, før sagen eventuelt har været videre i det italienske retssystem.

Robinho skiftede fra Santos i Brasilien til Real Madrid i 2005. Her spillede han i tre år, hvorefter turen gik til Manchester City.

Han blev den dyreste fodboldspiller i engelsk fodbold, da han skiftede til Manchester City i 2008. Dengang betalte Manchester City 32,5 millioner pund, hvilket i dag er cirka 271 millioner kroner.

Fra 2010 til 2015 tørnede brasilianeren ud for AC Milan. Han var herefter forbi den kinesiske klub Guangzhou Evergrande.

Robinho spiller i dag i klubben Atlético Mineiro i hjemlandet.

Robinho er noteret for 100 landskampe for Brasilien.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx