05/10-17 16:34

Syrien henter sen uafgjort mod Australien i VM-playoffSyrien henter sen uafgjort mod Australien i VM-playoff

Australien så ud til at være på vej mod en smal sejr over Syrien, men hjemmeholdet fik udlignet kort før tid.

storybild

Omar Al Soma fejrer sin udligning mod Australien. Scanpix/Mohd Rasfan

Krubong. En sen scoring holdt torsdag liv i Syriens drømme om at komme med til VM i fodbold for første gang.

Fem minutter før tid fik Syrien udlignet til slutresultatet 1-1 mod Australien i den første af to playoffkampe.

Det skete i Krubong i Malaysia, hvor det krigsramte Syrien har midlertidig hjemmebane.

Australiens Robbie Kruse scorede til 1-0 fem minutter før pausen.

Mathew Leckie leverede et fremragende forarbejde i højre side med fikse træk, og han sendte bolden mod mål.

Robbie Kruse kom farende og dirigerede bolden i mål.

Der blev ikke scoret yderligere før fem minutter før tid.

Så udlignede Omar Al Soma til 1-1 på et straffespark for syrerne, der dermed har VM-håbet intakt før tirsdagens returkamp i Sydney.

Både Australien og Syrien blev nummer tre i deres gruppe i den asiatiske VM-kvalifikation, og derfor mødes de i to playoffkampe.

Vinderen efter de to kampe skal spille yderligere to playoffkampe om at komme med til VM-slutrunden i Rusland næste år.

Det sker mod nummer fire i VM-kvalifikationen i Nord- og Mellemamerika.

Mens Syrien aldrig har deltaget ved VM i fodbold, har Australien været med i alt fire gange, i 1974, 2006, 2010 og 2014.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx