22/10-17 22:02

Bendtner bringer Rosenborg tæt på mesterskab med to målBendtner bringer Rosenborg tæt på mesterskab med to mål

Nicklas Bendtner rykkede op som delt ligatopscorer i den bedste norske fodboldrække med to mål søndag aften.

storybild

Nicklas Bendtner scorede to mål for Rosenborg søndag aften. Reuters/Maxim Shemetov/arkiv

Trondheim. Nicklas Bendtner har en ambition om at slutte sæsonen med et norsk mesterskab og som ligatopscorer.

De to mål kom et stykke tættere på, da Bendtner scorede to gange i Rosenborgs 3-0-sejr ude over Brann.

Man havde ikke set meget til Rosenborg rent offensivt i de første 55 minutter, inden Rosenborg slog til første gang.

Mike Jensen, der var blevet indskiftet fire minutter tidligere i kampen, skød på mål, men det endte som en aflevering til Bendtner.

Den danske landsholdsangriber tæmmede bolden og tog den flot med sig forbi Brann-keeper Piotr Leciejewski i samme bevægelse og kunne dernæst sende den i nettet fra en spids vinkel.

Efter 59 minutter var Bendtner på spil igen. Og denne gang med et yderst kontroversielt mål til 2-0.

Rosenborgs Andre Helland så ud til at snitte bolden videre med ydersiden af foden til Bendtner, som stod i en klar offsideposition.

Havde Helland ikke rørt bolden, var den formentlig havnet hos Bendtner alligevel, og så havde der ikke været offside.

Brann-spillerne og de fleste tilskuere var rasende over, at dommeren anerkendte målet, men der var ikke noget at gøre.

Brann havde flere chancer for at reducere, men i stedet cementerede den indskiftede Rosenborg-angriber Milan Jevtovic sejren i overtiden.

Med de to mål fra Bendtners støvler er danskeren nu delt topscorer i Norge med 17 mål. Kun Stabæks Ohi Omoijuanfo har scoret lige så mange mål.

Med sejren er Rosenborg også yderst tæt på det norske mesterskab. Klubben har på førstepladsen 57 point efter 26 kampe.

Molde er nummer to med 47 point efter 26 kampe. Der resterer fire spillerunder.

Rosenborg og Bendtner møder i næste weekend hjemme Stabæk og Ohi Omoijuanfo. Rosenborg er med en sejr i den kamp sikker på mesterskabet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx