16/11-17 16:49; Opdateret: 16/11-17 18:17

Danmark lever i VM-kval: Taberdømmes 0-3 mod SverigeDanmark lever i VM-kval: Taberdømmes 0-3 mod Sverige

De danske fodboldkvinder er ikke blevet udelukket i VM-kvalifikationen, men kan spille videre i turneringen.

storybild

Pernille Harder (nummer 10) og resten af det danske fodboldlandshold taberdømmes 0-3 mod Sverige. Scanpix/Henning Bagger

København. De danske fodboldkvinder taberdømmes 0-3 mod Sverige, fordi holdet ikke mødte op til en VM-kvalifikationskamp i oktober på grund af en konflikt med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Det har Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) besluttet torsdag.

Dermed kan Danmark fortsat spille videre i turneringen. I værste fald kunne Danmark risikere at blive udelukket og misse både den kommende VM-turnering samt OL i Tokyo i 2020.

Nu slipper Danmark med at tabe 0-3, men hvis en lignende situation opstår inden for de næste fire år, så bliver Danmark udelukket fra Uefas landsholdsturneringer.

DBU meldte afbud til kampen mod Sverige som følge af en langstrakt konflikt mellem på den ene side fodboldspillerne på kvindelandsholdet og herrernes U21-landshold og på den anden side DBU.

DBU skal også betale en bøde på 20.000 euro. Derudover kan der komme krav om kompensation til Det Svenske Fodboldforbund.

Kampen i Göteborg var nemlig udsolgt, og svenskerne måtte refundere alle pengene fra billetsalget, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

Sverige kan anke afgørelsen og kræve en hårdere straf til Danmark. De overvejelser er nu i gang.

– Afgørelsen er højst overraskende, siger chef for det svenske kvindelandshold Marika Domanski Lyfors til det svenske forbunds hjemmeside.

Hun havde ventet en hårdere straf, skriver TT.

– Vi må se, hvordan vi skal stille os over for det. Vi har kun fået selve beslutningen og kender ikke begrundelsen. Den vil vi bede om at få at se, siger hun.

Med torsdagens Uefa-dom fører Sverige nu gruppen med ni point efter tre kampe. Danmark er nummer to med seks point for tre kampe.

Danmark mangler i VM-kvalifikationen blandt andet at møde Sverige på hjemmebane. Det sker i den sidste gruppekamp, som spilles 4. september 2018.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx