03/10-17 07:44

Bolts overmand er forbigået som verdens bedste atletBolts overmand er forbigået som verdens bedste atlet

Tidligere dopingsager forhindrer Justin Gatlin i at blive kåret som verdens bedste mandlige atlet i år.

storybild

Justin Gatlin (i midten) er ikke nomineret til hæderen som årets bedste mandlige atlet. Scanpix/Mauro Pimentel/arkiv

London. I sommer vandt Justin Gatlin guld på 100-meter ved VM i atletik i London.

I finalen besejrede han blandt andre legenden Usain Bolt, men trods den bedrift er det ikke muligt for amerikaneren at blive nomineret til titlen som verdens bedste mandlige atlet i 2017.

Det Internationale Atletikforbund (IAAF) har offentliggjort en liste med ti navne hos både mænd og kvinder, og Justin Gatlins navn er altså fraværende.

Det skyldes, at IAAF i 2015 ændrede sine regler, så en atlet ikke kan komme i betragtning til hæderen, hvis han eller hun tidligere er blevet idømt en dopingstraf.

35-årige Justin Gatlin har to gange i karrieren afsonet karantæne for brug af ulovlige stoffer.

Ifølge Sky Sports er det første gang siden 2004, at en regerende verdensmester eller OL-guldvinder på 100-meter ikke er nomineret til hæderen som verdens bedste atlet.

I 2004 var samme Justin Gatlin regerende OL-guldvinder, og han blev heller ikke dengang nomineret, efter at han på det tidspunkt allerede havde sin første dopingdom på samvittigheden.

Mændenes liste af nominerede i år indeholder navne som briten Mo Farah og sydafrikaneren Wayde van Niekerk.

Hos kvinderne er blandt andre sydafrikaneren Caster Semenya blandt de nominerede.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx