Af Ritzau - 24/04-17 03:39

Medie: Brøndbys millioner sendes til agent i LuxembourgMedie: Brøndbys millioner sendes til agent i Luxembourg

Brøndbys køb af Hany Mukhtar sender penge direkte til Luxembourg, skriver Politiken mandag.

storybild

Hany Mukhtar er nu blevet købt fri fra Benfica. Men købssummen er angiveligt endt i Luxembourg. (Billede: Scanpix/Ida Guldbæk Arentsen)

Fodboldklubben Brøndby offentliggjorde i sidste uge, at den har købt den tyske fodboldspiller Hany Mukhtar i portugisiske Benfica.

Brøndby gjorde brug af en frikøbsklausul i tyskerens kontrakt, så købssummen endte på omkring 1,5 millioner euro, hvad der svarer til 11 millioner danske kroner.

Men selv om kontrakten er indgået mellem danske Brøndby og portugisiske Benfica, så ender en stor del af pengene i Luxembourg, skriver Politiken mandag.

Brøndbys sportsdirektør, Troels Bech, var ikke bekendt med, at pengene ender i Luxembourg, siger han til avisen.

- Helt principielt er det skidt for fodbolden, hvad enten det er dansk eller internationalt, når store beløb forsvinder væk fra sporten. Lige i den konkrete sag har jeg ingen anelse om, hvad Benfica gør ved den transfersum, de skal have. Men på vores side har vi lavet en aftale med kolossal god sindsro, siger Troels Bech til Politiken.

Via whistleblowerplatformen Football Leaks har Politiken adgang til dokumenter om Hany Mukhtars skifte fra Hertha Berlin til Benfica.

De viser, at Benfica og en portugisisk agent ved navn Joao Paulo Rodrigues da Silva Gonçalves i januar 2015 indgik en kontroversiel og skjult aftale underskrevet af klubdirektør Luís Filipe Vieira.

I dokumentet lyder det, at agenten "spillede en meget vigtig rolle" i handlen mellem Hertha Berlin og Benfica til 3,75 millioner kroner. Præcis hvad det dækker over fremgår ikke.

Men for sit arbejde skulle Paulo Rodrigues - det kalder han sig selv på sociale medier - have cirka 1,8 millioner kroner overført til sit firma ved navn Super Stadium Fund Sarl.

Firmaet er indregistreret i Luxembourg, hvor en lang række fodboldagenter har placeret deres virksomheder, hvor de kan opnå skattefordele.

Ud over den kontante betaling sikrede Paulo Rodrigues sig en guldrandet klausul, der skulle træde i kraft, når Benfica solgte Mukhtar videre.

Ifølge den skulle agenten have 15 procent af overgangssummen og et engangsbeløb på 1,4 millioner euro (knap 10,5 millioner kroner), hvis handlen fandt sted inden 1. juli 2017.

Står det til troende, at Brøndby har betalt godt 11 millioner kroner for Hany Mukhtar, har agenten altså kontraktlig ret til at få alle pengene overført til sin konto i Luxembourg, skriver Politiken mandag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx