Af Ritzau - 10/03-17 21:34

Knust Randers-forsvarer tager pointtab på sin kappeKnust Randers-forsvarer tager pointtab på sin kappe

Efter et straffespark begået i overtiden var Randers-forsvarer Jonas Bager grådkvalt efter 1-1 mod AGF.

storybild

Randers-cheftræner Olafur Kristjansson kunne fredag se sit hold smide en tiltrængt sejr væk i overtiden. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Randers FC måtte for ottende gang i træk gå fra banen i en Superliga-kamp uden sejr, da holdet fredag aften spillede 1-1 hjemme mod AGF.

Og det kan koste dyrt i kampen om pladserne i mesterskabsslutspillet.

Det så ellers ud til, at Randers endelig skulle få en sejr, da værterne kom foran i det 89. minut. Men dybt inde i dommerens tillægstid nedlagde den blot 20-årige Randers-forsvarer Jonas Bager AGF's Morten "Duncan" Rasmussen i feltet, hvilket resulterede i en straffesparkscoring og en pointdeling.

Jonas Bager var efter kampen ikke sen til at erkende sin egen del af skylden i pointtabet.

- Jeg tager pointtabet på min kappe, og jeg er så ked af, at det var mig, der skulle ende med at koste os alle tre point.

- Det er så surt at skulle svigte drengene på den her måde, når vi nu var så tæt på endelig at få sejren, siger en tydeligt berørt Jonas Bager.

Han fik sit andet gule kort og dermed rødt kort i straffesparksituationen.

Forinden havde han fået gult i forbindelse med sin jubel over Randers' scoring.

- Det er bare ikke til at bære, at jeg skulle ende med at lave sådan en hjerneblødning til sidst, der kostede sejren.

- Det er ekstremt skuffende, at det gik fra at gå så godt til at gå så skidt, for vi spillede generelt en klassekamp, siger Jonas Bager.

Han konstaterer, at straffesparket godt kunne dømmes.

På trods af det bitre pointtab får den unge forsvarer fuld opbakning fra den pressede Randers-træner Olafur Kristjansson.

- Jeg kan ikke være sur på Jonas Bager.

- Han spillede en glimrende kamp, og hvis dommeren ikke havde dømt straffespark til allersidst, så er jeg sikker på, at vi havde talt om, hvor flot en kamp han spillede. Så intet ondt om ham, siger Olafur Kristjansson.

Med det ene point holder Randers lige netop fast i sjettepladsen, der efter den kommende runde giver adgang til mesterskabsslutspillet.

I sidste runde i grundspillet skal Randers møde Sønderjyske på udebane.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx