26/10-17 13:02

DBU lukker skattehul i agentreglerneDBU lukker skattehul i agentreglerne

Skattespekulation i forbindelse med agenters tilhørsforhold ved klubskifter bliver sværere med nye regler.

storybild

København. "Football Leaks"-sagen, som især blev afdækket af Politiken, viste, hvordan fodboldagenter, spillere og klubber kan spekulere i skattefordele ved at ændre på, hvem agenten repræsenterer i en handel.

Den moms- og skattefidus forsøger Dansk Boldspil-Union (DBU) med et revideret regelsæt for agenter at komme til livs.

Det blev afsløret, hvordan spillere ofte inden et klubskifte opsagde aftalen med sin agent, som så i stedet lod sig hyre af den købende klub.

På den måde sparede spilleren agenthonoraret og skat, mens klubben sparede momsen på udgiften til agenten.

Men den skattefidus forsøger DBU nu at lukke ned for med strammede regler.

- Det nye cirkulære forhindrer i en seks måneders periode en fodboldagent, hvis aftale med en spiller er ophørt, i at repræsentere en klub i forbindelse med indgåelse af en spillerkontrakt med selv samme spiller, skriver DBU på sin hjemmeside.

- Formålet er at sikre, at fodboldagenten repræsenterer den reelle part (enten klub eller spiller) og begrænser dermed parternes mulighed for at udnytte den skattetænkning, står der videre.

Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) ændrede i 2014 reglerne for agentvirksomhed, som pålagde alle nationale forbund at lave nye regler, der samtidig gjorde det lettere at blive fodboldagent.

Det har ført til en markant stigning i antallet af agenter i Danmark fra 45 til 150, og det nye regelsæt skal være med til at skabe større gennemsigtighed omkring agentarbejdet i Danmark.

Blandt andet vil DBU en gang om året offentliggøre oplysninger om alle handler, som agenter har været involveret i.

Derudover slår de nye regler fast, at hvis en agent udtaler sig på vegne af en klub eller en spiller, bliver det opfattet som et tilhørsforhold.

Den sidste større ændring er, at agenter ikke må repræsentere spillere under 18 år, førend agenten har bestået en prøve hos DBU samt tegnet en erhvervsansvarsforsikring.

Reglerne gælder i Danmark, men DBU-formand Jesper Møller vil forsøge at udbrede dem til kollegerne i Europa.

- Via en høring fik vi identificeret et ønske fra en række fodboldagenter om mere regulering på området.

- Det har vi nu taget skridt til, og det vil jeg også præsentere i Uefas Legal Committee, som jeg er medlem af, med henblik på at sikre fælles europæiske skridt i denne retning, siger Jesper Møller.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx