Af Ritzau - 09/03-17 11:30

Cornelius: Et mål eller to vil give stærkt udgangspunktCornelius: Et mål eller to vil give stærkt udgangspunkt

Ajax er uden to af holdets forsvarsprofiler torsdag i Parken, og det kan blive nøglen til en FCK-sejr.

storybild

Andreas Cornelius og FCK står torsdag aften overfor Ajax Amsterdam i Europa League. (Billede: Scanpix/Anders Kjærbye)

FC København skal torsdag op imod Ajax Amsterdam i den første af to ottendedelsfinaler i Europa League.

FCK-angriberen Andreas Cornelius vil føle sig nogenlunde tryg, hvis det danske mesterhold kan rejse ned til næste uges returkamp i Amsterdam med en sejr på 1-0 eller 2-0 i København i bagagen.

- Vi vil gerne holde nullet og score et eller to mål. Det vil være perfekt, så har vi et godt udgangspunkt, siger Andreas Cornelius.

Det kan vise sig at være en fordel for FCK-angrebet, at Ajax må undvære to af holdets forsvarsprofiler i Parken.

- Det kan godt være. Men så har de sikkert andre gode spillere, siger Cornelius.

Midterforsvareren Davinson Sanchez og højrebacken Joël Veltman er normalt faste startere for Ajax, men de to profiler er i karantæne i det første opgør mod FCK.

- Jeg kender hverken dem eller de nye. Jeg ved ikke, om det gør en forskel. Det må vi se i kampen, siger Cornelius.

FCK har endnu ikke lukket et mål ind på hjemmebane i Europa i denne sæson, og det er den solide defensiv, der har ført holdet så langt.

- På et tidspunkt vil de andre hold score på os, og så handler det om ikke at gå i panik.

- Det må vi tage med, hvis det sker. Vi er heldigvis tit kommet tilbage, efter at vi har været bagud. Det gjorde vi mod Astra og Apoel på udebane i Champions League-kvalifikationen, så vi har vist, at vi kan, når vi er pressede, siger angriberen.

- Mod Ajax håber jeg, at spillet åbner op - at de satser og gerne vil have bolden. Det vil vi også.

Hvis det skulle lykkes at slå Ajax ud over de to kampe, så er FCK fremme ved kvartfinalerne.

Her er der mulighed for at møde hold, som FCK vil have en realistisk chance imod. Det kan være et af de to belgiske hold, Gent eller Genk, der mødes i ottendedelsfinalen. Det står også klart, at enten Anderlecht eller Apoel FC går videre.

Der er selvfølgelig også en risiko for at møde en europæisk sværvægter som Manchester United, Lyon eller Roma.

- Vi skal ikke snakke om det endnu. Men jo - der kan være muligheder fremadrettet, hvis vi trækker en god modstander.

- Nu skal vi tænke på det her, siger Cornelius med henvisning til torsdagens Ajax-kamp.

Onsdag var der solgt omkring 31.000 billetter til opgøret mod det hollandske storhold.

Der er kampstart klokken 19.00.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx