Af Ritzau - 22/12-16 23:00

Roma holder andenpladsen og Napoli smider pointRoma holder andenpladsen og Napoli smider point

Roma kom tilbage nede 0-1 og besejrede Chievo i Serie A, mens Napoli først sikrede uafgjort i overtiden.

storybild

Dries Mertens (th.) scorede for tredje kamp i træk, da Napoli fik uafgjort ude mod Fiorentina. (Arkivfoto). (Billede: Scanpix/Alberto Pizzoli)

AS Roma sikrede sig torsdag en fredelig jul, da hovedstadsklubben hjemme besejrede Chievo 3-1 i opgøret i Serie A.

Dermed ligger Roma på andenpladsen i ligaen med 38 point efter 18 kampe, mens Juventus topper ligaen med 42 point for en kamp færre.

Napoli balancerede på randen af nederlag ude mod Fiorentina, som var foran 3-2 indtil langt inde i overtiden, hvor Napoli udlignede på et straffespark til slutresultatet 3-3.

Dermed har Roma tre point ned til Napoli på tredjepladsen.

I Rom kom Chievo foran 1-0, da Jonathan De Guzmán kastede sig frem og headede et indlæg fra Mariano Izco i mål efter 37 minutter, og dermed lå det til, at gæsterne skulle gå til pausen med en føring.

Men i halvlegens overtid bankede Stephan El Shaarawy et direkte frispark i mål til udligning.

Edin Dzeko nåede op på sin sæsontræffer nummer 13, da han syv minutter efter pausen bragte Roma foran 2-1.

Efter noget forvirring i Chievos forsvar endte bolden hos Dzeko, der fra tæt hold scorede.

I kampens overtid sikrede Diego Perotti 3-1-sejren, da han scorede på et straffespark.

I Firenze leverede Lorenzo Insigne en drømmescoring, da Napoli kom foran 1-0 efter 25 minutter.

Insigne modtog bolden uden for feltet og tog et træk ind i banen, hvorefter han hamrede bolden op i højre målhjørne.

Hjemmeholdet var dog også leveringsdygtig i en flot scoring, da Federico Bernardeschi udlignede på et direkte frispark efter 52 minutter.

I kampens 68. minut lignede det et sejrsmål, da belgiske Dries Mertens atter viste målform og bragte Napoli foran 2-1.

Mertens har befundet sig i noget af en scoringsstime i de seneste kampe. Han scorede hattrick mod Cagliari 11. december, og det blev fulgt op af hele fire scoringer forleden i 5-3-sejren over Torino.

Med scoringen torsdag har belgieren dermed scoret otte mål i de seneste tre ligakampe, og han er i alt noteret for 11 sæsontræffere.

Glæden holdt dog kort, da Bernardeschi allerede minuttet efter tog sagen i egen hånd og bragede bolden i mål til 2-2.

Otte minutter før tid lagde Bernardeschi så en høj bold frem til Mauro Zarate, der i løb flugtede den i mål til 3-2.

Det lignede et sejrsmål, men tre minutter inde i overtiden udlignede Diego Perotti på det sene straffespark.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx