Af Ritzau - 12/12-16 02:42; Opdateret: 12/12-16 03:26

Jeanette Ottesen slutter uden medalje i kortbanefinaleJeanette Ottesen slutter uden medalje i kortbanefinale

Jeanette Ottesen måtte både i holdkap- og individuel finale nøjes med sekundære placeringer ved kortbane-VM.

storybild

Jeanette Ottesen blev nummer fire i sin finale i 50 meter fri ved VM på kortbane i Canada. (Billede: Scanpix/Gregory Shamus)

Svømmeren Jeanette Ottesen bliver nummer fire i sin finale i 50 meter fri ved VM på kortbane i Canada.

Jeanette Ottesen lignede ellers et godt bud på en dansk VM-medalje, da hun var kvalificeret til finalen i næstbedste tid af alle.

Guldmedaljen gik ikke overraskende til den hollandske verdensrekordholder Ranomi Kromowidjojo, der også var kvalificeret til finalen i bedste tid.

Kromowidjojo stoppede i tiden 23,60 sekunder, mens italieneren Silvia Di Pietro tog sølvmedaljen i tiden 23,90 sekunder.

Amerikaneren Madison Kennedy tog bronzemedaljen i tiden 23,93 sekunder.

Jeanette Ottesens tid i finalen på 24,00 sekunder var en hundrededel langsommere end hendes kvalifikationstid fra semifinaleheatet.

Tidligere på aftenen var Jeanette Ottesen også i bassinet, da hun sammen med resten af kvindernes holdkap på 4x50 meter fri sluttede på en femteplads i finalen.

Holdet, der ud over Jeanette Ottesen består af Julie Kepp Jensen, Mie Ø. Nielsen og Emilie Beckmann, måtte tage til takke med en femteplads i finalen.

I finalen var det det canadiske hold, der på hjemmebanen i Windsor kunne række armene over hovedet i vindertiden på 1 minut og 35,00 sekunder.

Hollænderne med Ranomi Kromowidjojo som en af de bærende kræfter tog sølvet, mens italienerne tog bronzen i tiden 1 minut og 35,61 sekunder.

Danmark forbedrede holdets tid fra kvalifikationen med en finaletid på 1 minut og 36,98 sekunder.

Det lykkedes heller ikke Anton Ipsen at skaffe en dansk medalje i hans finale i mændenes 1500 meter fri.

Anton Ipsen sluttede på en fjerdeplads i tiden 14 minutter og 31,53 sekunder.

Vindertiden på 14 minutter og 15,51 sekunder stod sydkoreaneren Taehwan Park for. Italieneren Gregorio Paltrinieri og polakken Wojciech Wojdak satte sig på de øvrige podiepladser.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx