Af Ritzau - 13/06-17 17:17

Turneringschef om godkendelse: Helsingør har vist viljeTurneringschef om godkendelse: Helsingør har vist vilje

Turneringschef Peter Ebbesen roser FC Helsingør og Helsingør Kommune efter den betingede stadiongodkendelse.

storybild

FC Helsingør får lov til at spille holdets kampe i Alka Superligaen på eget stadion. (Billede: Scanpix/Bo Amstrup)

Der var glæde i FC Helsingør, da fodboldklubben tirsdag fik en betinget godkendelse til at benytte sit stadion i Alka Superligaen i næste sæson, selv om oprykkerklubbens stadion ikke lever op til alle krav.

Divisionsforeningen, der har udstedt godkendelsen, mener, at klubben har gjort et godt stykke arbejde.

Det siger Peter Ebbesen, der er turneringschef i Divisionsforeningen.

- De to møder, vi har haft med FC Helsingør og Helsingør Kommune, hvor vi har gennemgået deres stadion minutiøst, har vist, at både klubben og kommunen har en meget stor vilje til at etablere de nødvendige foranstaltninger, vi har meddelt dem som en minimumsstandard for kampe i Alka Superligaen.

- Vi glæder os derfor over, at FC Helsingør får muligheden for at spille på eget stadion til glæde for klubbens fans og byens borgere, indtil de efter planen i sommeren 2018 har fået etableret et nyt stadion, siger han til superliga.dk.

Godkendelsen er altså betinget af, at FC Helsingør skal igangsætte en række tiltag. Blandt andet skal klubben sætte et mobilt lysanlæg op, og der skal laves mobile tribuner til tilskuere.

Helsingør Stadion har kun plads til 4500 tilskuere, og blot et par hundrede mennesker kan sidde på en overdækket tribune.

Kravene til et stadion er blandt andet, at der er plads til 10.000 tilskuere, og heraf skal de 3000 pladser være siddepladser.

Derudover skal der også være varme i banen på et stadion i Superligaen, og et lysanlæg, der lever op til specifikke krav.

Endnu er den samlede tilskuerkapacitet på det nuværende Helsingør Stadion ikke fastsat.

Den ventes at blive på mellem 5000 og 6000 tilskuere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx