Af Ritzau - 21/06-17 14:00

Bredt favoritfelt giver uforudsigelig DM-enkeltstartBredt favoritfelt giver uforudsigelig DM-enkeltstart

En håndfuld ryttere bejler til sejren ved DM i enkeltstart, hvor Martin Toft Madsen er forsvarende mester.

storybild

Mads Würtz Schmidt (billedet) er en af favoritterne til DM i enkeltstart, men der er en håndfuld ryttere, som bejler til sejren, mener landstræneren. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Torsdag lægger Grindsted asfalt til DM i enkeltstart, når Danmarks bedste cykelryttere i netop den disciplin skal tilbagelægge små 40 ensomme kilometer.

På papiret ligner det en DM-titel, der kan blive afgjort på ganske små marginaler, for favoritfeltet er bredt, mener landstræner Anders Lund.

Han nævner den forsvarende mester, Martin Toft Madsen (Almeborg-Bornholm), Mads Würtz (Katusha), Søren Kragh Andersen (Sunweb), Kasper Asgreen (Veloconcept) og Mads Pedersen (Trek) blandt favoritterne.

Derudover er der også stærke navne som Christopher Juul Jensen (Orica-Scott), der vandt for to år siden, Rasmus Quaade (Giant-Castelli) og Lasse Norman Hansen (Aqua Blue Sport).

Skal landstræneren pege på en svag favorit, er det den forsvarende mester.

- Jeg tror ikke, at Martin Toft Madsen er blevet dårligere – snarere tværtimod, siger Anders Lund.

- Han er fortsat sin udvikling og leverede jo en vild præstation til VM. Han blandede sig med verdenseliten. Så han er i hvert fald en rigtig god kandidat.

23-årige Mads Würtz vandt i 2015 U23-VM i enkeltstart, og han har flere gange givet prøver på, at han er en specialist på tidskørslerne.

- Mads Würtz er allerede et enkeltstartsfænomen i en meget ung alder, er blevet professionel og har ramt formen den seneste tid, lyder det fra Anders Lund.

Blandt de unge ryttere fra de danske kontinentalhold mener landstræneren, at sidste års nummer tre fra DM-enkeltstarten, Kasper Asgreen, er et godt bud.

Og den vurdering bakker Asgreens sportsdirektør Michael Skelde op om.

- Kasper har lagt et niveau på i forhold til sidste år. Han er stærkere, end han var sidst, hvor han kørte stort set lige op med de andre, siger Veloconcept-sportsdirektøren.

- Nu må vi se, hvor konkurrenterne står, men Kasper er bedre, end han var sidste år. Derfor mener jeg også, det er realistisk at tro på, at han kan køre med om sejren.

Martin Toft Madsen er som forsvarende mester den sidst startende. Han ruller ud på den 39,5 kilometer lange rute ved Grindsted klokken 18.48 torsdag.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx