05/09-17 07:49

New Zealand booker plads i playoffkampe om VM-billetNew Zealand booker plads i playoffkampe om VM-billet

2-2 mod Salomonøerne var nok for New Zealand, der må afvente udfaldet af den sydamerikanske VM-kvalifikation.

storybild

Cheftræner Anthony Hudson har ført New Zealand frem til de afgørende kampe om en VM-plads. Scanpix/Mladen Antonov/arkiv

Honiara. New Zealand er klar til at spille de afgørende playoffkampe om en plads ved VM i fodbold.

Tidligt tirsdag morgen dansk tid spillede New Zealand 2-2 ude mod Salomonøerne i den anden af to playoffkampe om at vinde VM-kvalifikationen i Oceanien.

Efter newzealænderne havde vundet den første kamp med 6-1 på hjemmebane, er de videre med samlet 8-3.

I de afsluttende playoffkampe venter formentlig en modstander af en helt anden kaliber end Salomonøerne.

New Zealand skal møde nummer fem i den sydamerikanske VM-kvalifikation om en billet til slutrunden i Rusland næste år.

Den placering indtages i øjeblikket af stormagten Argentina, der blev nummer to ved det seneste VM i Brasilien for tre år siden.

Der resterer tre runder i VM-kvalifikationen i Sydamerika.

De to playoffkampe bliver spillet i november.

New Zealand har to gange tidligere været med ved en VM-slutrunde.

I debuten i 1982 agerede holdet kanonføde og blev sendt hjem fra slutrunden i Spanien med nul point. Målscoren var på 2-12 efter kampe mod Brasilien, Skotland og Sovjetunionen.

Ved VM i 2010 i Sydafrika gik det langt bedre, selv om New Zealand heller ikke ved den lejlighed kom videre fra gruppespillet.

Newzealænderne spillede uafgjort mod både Italiens daværende verdensmestre, Paraguay og Slovakiet.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx