11/08-14 20:16

Kajak: Sportschef er OL-optimist efter flot VMKajak: Sportschef er OL-optimist efter flot VM

Det bedste danske VM i kano og kajak siden 1993 giver optimisme med henblik på OL, mener sportschef.

Med to guldmedaljer og en bronze blev det netop overståede VM i kano og kajak i Moskva det mest succesrige set med danske øjne siden 1993.

Derfor mener sportschef Bo Vestergaard, at det danske sprintlandshold er nået et godt skridt på vejen mod målet om OL-medalje i Rio i 2016.

- Vi har haft et helt fantastisk VM, og jeg sidder nu med en dejlig fornemmelse og en bevidsthed om, at noget har vi gjort rigtig godt, og andet skal vi nu hjem og arbejde med for at gøre endnu bedre, siger Bo Vestergaard i en pressemeddelelse.

I OL-perspektiv viste René Holten Poulsen fra Maribo Kajakklub med en bronze på den olympiske 1000 meter enerkajak og en guld på 500 meter, at han er en potentiel medaljetager i Rio.

Det samme er Henriette Engel Hansen fra 361 Kano og Kajakklub og juniorverdensmester Emma Jørgensen, der overraskende vandt den ikke olympiske 1000 meter toerkajak.

- Vores målsætning har hele tiden været at få en enerkajak og en firerkajak kvalificeret til OL. Med Henriette og Emmas præstation i toerkajakken åbner der sig nogle nye muligheder og perspektiver.

- Det kan være, at de to skal fortsætte med toerkajak og måske også sidde med i firerkajakken for at give den et løft. Det skal vi nu hjem og kigge på, siger Bo Vestergaard.

VM i Milano næste år fungerer også som kvalifikation til OL i Rio.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx