Af Ritzau - 28/05-17 19:20

Lyngby-træner hylder en perfekt sæsonLyngby-træner hylder en perfekt sæson

Cheftræner David Nielsen kalder sæsonen for perfekt. Sammen med Thomas Sørensen ser han frem til Europa.

storybild

Lyngby sluttede en flot sæson med en 3-0-sejr over FC Midtjylland. (Billede: Scanpix/Henning Bagger)

Oprykkerne fra Lyngby vandt søndag 3-0 på udebane mod FC Midtjylland, hvilket indløste bronzemedaljer efter en flot sæson. Det er klubbens første DM-medalje i 25 år.

Lyngbys cheftræner, David Nielsen, kalder sæsonen perfekt.

- Vi har leveret en perfekt sæson. Måske den bedste sæson et oprykkerhold nogensinde har leveret, siger David Nielsen.

Han er stolt over spillerne og samtidig tilfreds med sin egen præstation med at få det maksimale ud af truppen.

- Vi har mestret de fleste facetter af spillet – helt på højde med de bedste hold i ligaen.

- Jeg føler, at jeg har fået tæt på det maksimale ud af alle spillere i truppen, siger Lyngby-træneren.

Bronzemedaljerne betyder europæisk deltagelse i næste sæson for oprykkerne. Et eventyr, som David Nielsen ser meget frem til.

- I øjeblikket spiller vi fantastisk, så vi er klar til Europa. Vi har slået Brøndby, FCK og FCM, så noget må vi have gjort rigtigt.

- Der er ingen, der har lyst til at holde ferie, men det bliver vi nødt til at gøre, så vi er klar til en ny, spændende sæson, siger David Nielsen.

Lyngbys forsvarsspiller Thomas Sørensen glæder sig også til europæisk deltagelse i næste sæson.

- Jeg glæder mig ekstremt meget til Europa. Det bliver sjovt at prøve og en fantastisk oplevelse, siger Thomas Sørensen.

32-årige Sørensen fastslår ligeledes, at oprykkerne ikke blot har været heldige. Han fremhæver slutningen af sæsonen med fem sejre i træk.

- De sidste fem sejre over alle de andre i mesterskabsspillet viser vores berettigelse, siger Thomas Sørensen.

Lyngby slutter sæsonen med 58 point. Fire point mindre end Brøndby på andenpladsen samt fire point mere end FC Midtjylland på fjerdepladsen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx