Af Ritzau - 21/06-17 08:12

Fifa renser United og åbner sag mod Juventus i Pogba-sagFifa renser United og åbner sag mod Juventus i Pogba-sag

Juventus risikerer at blive straffet, mens Manchester United går fri i sagen om Paul Pogbas skifte.

storybild

Paul Pogba skiftede sidste år fra Juventus til Manchester United i en handel, der efterforskes. (Billede: Scanpix/Anthony Wallace)

Den engelske fodboldklub Manchester United slipper for straf i sagen om rekordhandlen, da klubben sidste år købte franskmanden Paul Pogba i italienske Juventus.

Derimod bliver der åbnet en sag mod de italienske mestre i handlen til omkring 800 millioner kroner, hvor Paul Pogbas rådgiver, Mino Raiola, har puttet en stor del af pengene i egen lomme.

Det slog Det Internationale Fodboldforbund (Fifa) tirsdag fast.

- Vi kan bekræfte, at en disciplinær sag er blevet åbnet mod Juventus. Vi kan ikke kommentere sagen yderligere, mens sagen kører.

- Vi kan bekræfte, at der ikke er åbnet en disciplinærsag mod Manchester United, siger en talsperson fra Fifa til det amerikanske medie ESPN.

Sagen drejer sig om, at Mino Raiola repræsenterede både Paul Pogba, Juventus og Manchester United i rekordhandlen, der gjorde Paul Pogba til verdens dyrest handlede fodboldspiller nogensinde.

Mino Raiola puttede omkring 365 millioner kroner i lommen, hvoraf 200 millioner kroner kom fra Juventus.

Det har Politiken tidligere berettet, efter at det danske medie har haft adgang til de såkaldte "Football Leaks"-dokumenter, som er lækkede dokumenter fra blandt andet sagen om Pogba-handlen.

Mino Raiola tjente det store beløb ved først at lade sig hyre af Juventus til at skabe hype om en fremtidig transfer i pressen og starte en budkrig ved at aktivere store udenlandske klubber.

Og dernæst ved også at lade sig engagere af United samt Pogba.

Fifa mener, at aftalen mellem Juventus og Raiola er et brud på reglerne om tredjepartsejerskab af spillere.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx