Af Ritzau - 17/03-17 16:01

Mourinho bebrejder Premier League for engelsk mandefaldMourinho bebrejder Premier League for engelsk mandefald

Premier League tager ikke hensyn til hold, der også spiller i europæiske klubturneringer, mener José Mourinho.

storybild

José Mourinho og hans hold, Manchester United, vandt over russiske Rostov i ottendedelsfinalerne i Europa League torsdag. Næste gang står United over for belgiske Anderlect. Arkivfoto. (Billede: Scanpix/Oli Scarff)

Den bedste engelske fodboldliga, Premier League, bærer en del af skylden for, at engelske fodboldklubber er underrepræsenteret i sidste fase af de europæiske turneringer i denne sæson.

Sådan lyder beskyldningen fra Manchester Uniteds manager, José Mourinho.

Kun to engelske klubber er tilbage på den europæiske scene i denne sæson. Leicester er med i Champions Leagu og møder i kvartfinalen Atlético Madrid, mens Manchester United på samme stadie i Europa League skal møde Anderlecht.

Til sammenligning har Spanien fire hold med, mens Tyskland har tre aktive i de europæiske turneringer.

Manageren henviser til sit eget holds fyldte kalender. Han mener, at Premier League står i vejen for engelske holds ambitioner på den internationale scene.

Ifølge ham gør spilledatoerne det svært for holdene at forberede sig og at komme ovenpå mellem kampene.

- Jeg tror ikke, at engelske hold i Europa rager dem (Det Engelske Fodboldforbund, FA). De er simpelthen ligeglade. Der er andre interesser, der er mere vigtige.

- Alle lande forsøger at gøre lidt for at støtte deres hold i Europa, men her er det svært, siger Mourinho til AFP.

Ifølge manageren er der andre lande, der indretter spilledatoerne efter de europæiske kampe. Han peger blandt andet på Portugal og Tyskland og sin egen erfaring i Sydeuropa.

- I min tid i Italien blev det besluttet, at når klubber kom til knockoutfasen i Europa League og Champions League, spillede de allerede fredag, hvis de skulle spille Champions League tirsdag eller onsdag ugen efter, siger han.

Det giver ingen mening, at det ikke er sådan i England, vurderer manageren. I hvert fald ikke hvis planen er, at flere klubber skal vise sig frem i Europa, lyder det.

- Jeg tror, at vi er gode nok til at have flere, siger Mourinho.

Uniteds europæiske kamp mod russiske Rostov torsdag var presset ind i mellem en FA Cup-kvartfinale mod Chelsea mandag aften og en ligakamp mod Middlesbrough på søndag klokken 13.

- Vi burde spille som det sidste hold i weekenden, siger træneren efter holdets 1-0-hjemmebanesejr over Rostov.

/ritzau/AFP

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx