Af Ritzau - 15/01-17 22:45; Opdateret: 15/01-17 23:31

Sen Jovetic-scoring stopper Real Madrids rekordstimeSen Jovetic-scoring stopper Real Madrids rekordstime

Real Madrid var på vej mod sejr, men Sevilla vandt til sidst og stoppede Reals stime af kampe uden nederlag.

storybild

Sergio Ramos scorede selvmål for Real Madrid i 1-2-nederlaget til Sevilla. (Billede: Scanpix/Cristina Quicler)

En vild Sevilla-afslutning sørgede søndag aften for at stoppe Real Madrids suveræne stime af kampe uden nederlag i alle turneringer.

På hjemmebanen vandt Sevilla 2-1 i opgøret i Primera Division, og dermed spillede Sevilla sig på andenpladsen i rækken foran Barcelona.

Real Madrid topper med 40 point foran Sevilla med 39 point, mens Barcelona på tredjepladsen har spillet en kamp mere end Real Madrid og er to point efter.

Det hele lignede ellers en kontrolleret Real Madrid-sejr indtil fem minutter før tid, da Sergio Ramos scorede selvmål, så hjemmeholdet kom på 1-1.

I kampens overtid sørgede Stevan Jovetic så med en flot scoring for sejren, og Jovetic har dermed scoret to gange i sine to første kampe for Sevilla, hvor han netop er kommet til fra Inter.

Real Madrid valgte at stille med et forsvar på tre mand, så Daniel Carvajal og Marcelo kunne ligge længere fremme som offensive wingbacks.

Samtidig gjorde det, at Real Madrid var særdeles solide, da man nok ventede et stormløb på Ramón Sánchez Pizjuán, hvor Sevillas fans ofte skaber en vild stemning.

De to klubber mødte senest hinanden torsdag i ugens løb, hvor det blev 3-3 i Copa del Rey.

Her nåede Real Madrid op på 40 imponerende kampe uden nederlag, når alle turneringer tælles med.

Begge hold havde fokus på de defensive pligter i første halvleg, og det var småt med de store chancer.

Real Madrid lukkede af i defensiven, og Casemeiro kom imellem meget på midtbanen. Real Madrid kontrollerede store dele af halvlegen og dæmmede op for Sevillas elektriske tendenser i det offensive spil.

Cristiano Ronaldo burde have scoret efter 39 minutter, da Benzema spillede portugiseren helt fri foran mål, men Ronaldo fik slet ikke afsluttet med kvalitet.

Da Sevilla også stod tæt, var det svært for begge hold at komme til chancer, og første halvleg endte uden mål.

Efter lidt over en time kom der så dramatik, da Daniel Carvajal blev sendt afsted i det lille felt, og Sevilla-keeper Sergio Rico stormede ud af sit mål.

Rico gled den sprintende Carvajal i møde, og Carvajal faldt til jorden, og dommerne dømte straffespark.

Ronaldo var sikkerheden selv og sparkede Real Madrid foran 1-0 med sin sæsontræffer nummer 12.

Herefter udvekslede de to mandskaber en jævnbyrdig og hård kamp, indtil Ramos med fem minutter igen uheldigt pandede bolden i eget net efter en dødboldsituation fra Sevilla.

Og lyset blev slukket helt for gæsterne, da Jovetic i overtiden afgjorde opgøret.

Ronaldo kunne personligt glæde sig over, at han nåede op på sin 56. scoring sat ind på et straffespark i den bedste spanske række ifølge Reuters.

Dermed tangerer Ronaldo Hugo Sanchez' rekord for flest scoringer på straffespark i den bedste spanske række.

Ronald Koeman følger efter med i alt 46 scoringer i sin karriere på straffespark i den bedste spanske række.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx