07/08-17 17:59; Opdateret: 07/08-17 18:38

Frank Jensen: EM-kvinder har skrevet sig ind i historienFrank Jensen: EM-kvinder har skrevet sig ind i historien

De danske fodboldkvinder ankom mandag eftermiddag til Rådhuspladsen i København for at lade sig hylde.

storybild

De danske fodboldkvinder ankom kort efter klokken 17 til en propfyldt rådhusplads i København for at lade sig hylde for anden gang, efter at de tidligere på dagen var blevet taget imod i Viborg. Her anfører Pernille Harder. Scanpix/Martin Sylvest

København. Det danske kvindelandshold i fodbold har skrevet sig ind i danmarkshistorien og er blevet idoler for en hel generation.

Sådan lød hyldesten fra Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), der har budt EM-sølvtruppen velkommen mandag eftermiddag.

- Hvor er vi bare glade for at se jer hjemme igen, sagde han.

- Med sølvmedaljerne har I skrevet jer ind i hele danmarkshistorien. Det er meget længe siden, landsholdsfodbold har kunnet begejstre så mange.

- Vi skal vel 25 år tilbage i historien for at have haft samme oplevelse, som I har givet os i den forgangne tid, tilføjede overborgmesteren med henvisning til fodboldherrernes EM-sejr i 1992.

Kvinderne ankom med bus kort efter klokken 17 til en propfyldt rådhusplads i København for at lade sig hylde for anden gang, efter at de tidligere på dagen var blevet taget imod i Viborg.

Byen var første stop for de hjemvendte sølvvindere, fordi den de senere år har været hjemmebane for kvindelandsholdet.

På rådhuspladsen i København vajede et hav af flag, mens hujen, pift og klapsalver blandede sig med tonerne fra den gamle landsholdssang Re-sepp-tens "vi er røde, vi er hvide"-omkvæd.

En efter en steg kvinderne ud af bussen og kiggede ud over pladsen, inden de gik ind på rådhuset.

- I har fået mange fans, I er kæmpe idoler for en hel generation af unge fodboldspillere, konstaterede Frank Jensen, da kvinderne var kommet indenfor.

Ude på pladsen, hvor unge som gamle var mødt frem, var deres idolstatus til både at se og høre.

Blandt de fremmødte var Kicki fra Kastrup. Hun var taget af sted med mand og to børn.

- Vi er kommet for at fejre en flot sølvmedalje. Og for at støtte dem og sige: "Det er helt okay". De har ikke tabt det hele, så de skal stadig være glade. Det er vi i hvert fald, sagde hun.

Hun har ligesom mange andre fået øjnene op for kvindefodbold, mens det danske landshold har været til EM i Holland.

- Kvinderne kan også godt spille fodbold jo, sagde Kicki.

Samme budskab havde træner Nils Nielsen inde på rådhuset.

- Hallo, vi spiller fodbold! Det er fuldstændig ligegyldigt, om man er dreng eller pige. Vi er danskere og spiller for Danmark. Og vi vinder også medaljer for Danmark, sagde han.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx