Af Ritzau - 26/03-17 08:52; Opdateret: 26/03-17 09:11

Magnussen: Jeg var nødt til at satse i startenMagnussen: Jeg var nødt til at satse i starten

Begge kørere fra Team Haas måtte udgå i søndagens Formel 1-grandprix. Sebastian Vettel og Ferrari vandt løbet.

storybild

Kevin Magnussen var af banen allerede på første omgang og udgik senere af Formel 1-grandprixet i Melbourne. (Billede: Scanpix/Paul Crock)

Kevin Magnussen var naturligt skuffet efter sit løb ved Formel 1-grandprixet i Melbourne, hvor han måtte udgå på løbets 51. omgang ud af 57.

Allerede på første omgang var danskeren i gruset efter tæt kørsel i sving ét og to, og det blev et varsel som en skidt dag.

- De her ting sker i ræs. Og jeg vidste, jeg var nødt til at satse i starten, og det betalte sig ikke. Forhåbentlig starter vi bedre næste gang, så vi ikke behøver at sætte det hele på spil i første sving, siger Magnussen efter løbet.

Selv om weekenden endte med ingenting for danskeren, har Kevin Magnussen alligevel set lyspunkter i løbet af de seneste par dage.

- Bilen er hurtig, og det er sindssygt positivt. Det har været en fornøjelse at køre denne her weekend. Det var ærgerligt, at vi ikke fik noget ud af det overhovedet som team denne her weekend, siger han.

Allerede på 15. omgang måtte Magnussens franske teamkammerat, Romain Grosjean, parkere bilen i pitten og udgå fra løbet.

Franskmanden imponerede ellers med en sjetteplads ved lørdagens kvalifikation, men problemer med Haas-raceren tvang ham ud af løbet søndag.

Der har dog været tegn på, at Haas-bilen kører godt, og Kevin Magnussen er da også fortrøstningsfuld i forhold til årets kommende grandprixer.

- Bilen er der, og vi skal nok få styr på det, så vi kan få scoret nogle point, siger Kevin Magnussen, der tilføjer, at der dog skal nogle justeringer til:

- De ting, der kan få bilen til at gennemføre løbet, det er det første, vi skal have styr på, og så er det positivt, at vi har en hurtig bil derefter.

Ferrari-køreren Sebastian Vettel vandt årets første Formel 1-grandprix foran Mercedes-kørerne Lewis Hamilton og Valtteri Bottas.

Lewis Hamilton havde ellers sikret sig pole position i lørdagens kvalifikation, men Vettel fik overhalet briten relativt tidligt i løbet efter en god pitstopstrategi og holdt hele vejen hjem.

Næste Formel 1-grandprix er i Shanghai 9. april.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx