19/08-14 18:36

Ottesen vinder Danmarks første medalje ved svømme-EMOttesen vinder Danmarks første medalje ved svømme-EM

Jeanette Ottesen tog sølv i 50 meter butterfly og sørgede dermed for det første danske metal i Berlin.

storybild

(Billede: Polfoto)

Efter mandagens ærgerlige nedtur, hvor en tyvstart kostede en guldmedalje i holdkap, har dansk svømning tirsdag indtaget medaljelisten ved EM i svømning i Berlin.

Første dansker på podiet blev topnavnet Jeanette Ottesen, der tirsdag aften blev nummer to i finalen i 50 meter butterfly og dermed sikrede sig en sølvmedalje.

Ottesen måtte som ventet give fortabt over svenskeren Sarah Sjöström, der tidligere på året satte verdensrekord på distancen, og som også var suveræn i såvel indledende heat som semifinalen i Velodromen i den tyske hovedstad.

Det fik altså ingen indflydelse, at Sjöström kort forinden måtte igennem en semifinale i 100 meter fri, hvor hun da også sparede på kræfterne.

Jeanette Ottesen lagde stærkt fra land og var foran efter 15 meter, men sluttiden på 25,34 sekunder var ikke hurtig nok til at holde svenskeren bag sig.

Sjöström svømmede de 50 meter på 24,98 sekunder og blev en overbevisende europamester.

Ottesens sølvmedalje er altså første danske metal ved EM, men den skulle gerne følges op af flere i de kommende dage, hvor både svømmerne selv og eksperterne spår stor dansk repræsentation på sejrspodiet.

/ritzau/


Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx