26/09-17 23:28

Real-kaptajn afblæser formdyk: Vi er tilbage på sporetReal-kaptajn afblæser formdyk: Vi er tilbage på sporet

Sejren over Dortmund viser, at Real Madrid begynder at nærme sig topniveauet, mener Sergio Ramos.

storybild

Cristiano Ronaldo scorede to af målene, da Real Madrid vandt i Dortmund. Scanpix/Patrik Stollarz

Dortmund. Efter en noget haltende sæsonstart er Real Madrid på vej tilbage til topniveauet.

Sådan lyder konklusionen fra anfører Sergio Ramos, efter at Champions League-mestrene fik bugt med et Dortmund-kompleks med en 3-1-sejr på udebane i Champions League.

- Vi er på rette spor efter alt det, der er blevet sagt. Vi vil tilbage til vores bedste niveau, og jeg mener, at dette var et skridt i den rigtige retning.

- I Champions League er det vigtigt at vinde med autoritet, og det gjorde vi, siger Sergio Ramos til uefa.com.

Det var den spanske storklubs første sejr i syv kampe på Dortmunds hjemmebane.

- Vi vidste, at vi en dag ville vinde her efter så mange år, og i dag var altså dagen. Det var hårdt, men vi viste personlighed og autoritet, siger Sergio Ramos til uefa.com.

Det var Gareth Bale, der åbnede scoringen for Real Madrid, men Cristiano Ronaldo stjal siden billedet med to mål.

Han sad ude med karantæne i de første fire kampe i den hjemlige liga, hvor han endnu ikke har fået scoret. Til gengæld har han lavet fire mål i de første to Champions League-kampe.

- Det er utroligt. Han er i topform efter at være kommet tilbage. Det er, som om han aldrig har været væk, siger holdkammeraten Luka Modric i et interview med 3+.

Kroaten lagde op til Ronaldos sidste mål.

Real Madrid har haft en skuffende indledning på sæsonen i den hjemlige liga, hvor mesterklubben allerede er syv point efter rivalerne fra FC Barcelona.

I Champions League går det til gengæld bedre. Sammen med Tottenham har spanierne seks point efter to kampe i gruppe H.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx