12/11-17 00:57

Nicolai Jørgensen: Vi er et bedre hold end IrlandNicolai Jørgensen: Vi er et bedre hold end Irland

Danmark skal nok få afgjort det til sin fordel i Dublin på tirsdag, lyder det fra Nicolai Jørgensen.

storybild

Nicolai Jørgensen (i midten) havde det svært over for de irske forsvarsspillere. Scanpix/Lars Møller

København. Det danske fodboldlandshold skal nok komme til VM i Rusland næste sommer.

Det er Nicolai Jørgensen overbevist om efter lørdagens 0-0-kamp mod Irland i den første af to playoffkampe om en VM-billet.

- Jeg synes, vi er et bedre hold end Irland. Hvis vi gør vores job, kommer vi også til VM.

- Uden at vi rammer noget prangende niveau, så viser vi, at vi er bedre end dem. Vi har en stor tro på, at vi nok skal få afgjort det derovre, siger Nicolai Jørgensen.

Danmark skal spille returkamp tirsdag aften i Dublin.

- Vi ville gerne have vundet på hjemmebane. 0-0 er ikke en katastrofe. Jeg tror stadig, at vores chance er den samme, som da vi startede.

- Vi har en lige så god chance for at vinde ude som hjemme. Irerne kommer ikke til at spille anderledes.

- Hvis de gør, kan det blive en fordel for os, fordi der kommer mere plads til os, påpeger Feyenoord-angriberen.

Nicolai Jørgensen vurderer, at Irland vil komme lidt mere ud af busken og angribe, end tilfældet var i Parken lørdag aften.

- Det bliver de nødt til. Deres publikum vil puste lidt til dem for at komme frem på banen.

- Men trods alt havde vi de chancer, der skulle til for at vinde. Det ser godt ud til på tirsdag, mener Nicolai Jørgensen.

Han roser den danske indsats i første halvleg, hvor Danmark kom frem til flere store chancer efter godt spil. Det var anderledes ringe i de sidste 45 minutter.

- Anden halvleg blev noget rod, og det var vel kun til sidst, at vi fik lagt et tryk og skabt to chancer på lidt tilfældigheder.

- Det skal vi have kigget på, og vi skal minimere vores fejl, siger Nicolai Jørgensen.

Den tidligere FC København-angriber var som flere af de øvrige danske spillere utilfreds med banens beskaffenhed på sin gamle hjemmebane.

- Det var ikke en fordel for os, at banen ikke var i top. Vi ville gerne spille fodbold, men det var svært. Banen var meget medtaget.

- Når man fik bolden i fødderne, hoppede og dansede den rundt. Det gjorde spillet lidt mere primitivt, og det er irerne gode til, lyder kritikken fra Nicolai Jørgensen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx