Af Ritzau - 27/06-17 12:48

Ekspert: Eastbourne er noget af en test for WozniackiEkspert: Eastbourne er noget af en test for Wozniacki

Caroline Wozniacki indleder sin græssæson tirsdag, hvis vejret i Eastbourne ellers tillader det.

storybild

Caroline Wozniacki skal efter planen indlede græssæsonen tirsdag. (Billede: Scanpix/Christophe Simon)

Tirsdag spiller Caroline Wozniacki efter planen sæsonens første kamp på græs. Det sker, når hun træder ind i anden runde af WTA-turneringen i Eastbourne.

Den 19-årige japaner Naomi Osaka er som verdens nummer 58 på papiret en overkommelig opgave, men siden kan den danske tennisstjerne ramle ind i modstandere af en helt anden kaliber.

Således stiller det meste af top-20 til start i den engelske by.

- Turneringen er sindssygt stærkt besat, så det bliver noget af en test for Caroline. Lodtrækningen til den første kamp er fornuftig, men der er ingen nemme kampe, siger Eurosports ekspertkommentator Michael Mortensen.

- Hun skal forhåbentlig blive fortrolig med det grønne underlag inden Wimbledon, så det handler om at få så mange kampe og timer på græsset som muligt, supplerer Mortensen.

Han har store forventninger til Wozniackis græssæson. Hun har generelt haft en god sæson, som har bragt hende op som nummer seks i verden, og senest nåede hun kvartfinale i French Open.

- På græsset kan hun lukrere på sin hurtighed og få ekstra fart foræret. Jeg tror, hun finder inspiration i, at hun spiller to turneringer på underlaget.

- Hun har før vundet turneringen i Eastbourne, så hun har de spillemæssige kvaliteter.

- I French Open kom hun mere ind i banen, kom frem til nettet, slicede med baghånden og lavede mange stopbolde, og det er også et godt og effektivt slag på græs, lyder det fra tenniseksperten.

Wozniacki er programsat til at spille fjerde kamp på bane 1 tirsdag, men vedvarende regn kan betyde, at hun slet ikke kommer i aktion denne dag. Spillet blev afbrudt efter kort tid tirsdag på grund af regn.

Vinder sjetteseedede Wozniacki over japaneren, ligger hun til at møde russeren Elena Vesnina (seedet 12) i tredje runde.

I en eventuel kvartfinale kan modstanderen blive den andenseedede rumæner Simona Halep.

Turneringen slutter lørdag. To dage senere begynder Wimbledon.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx