Af Ritzau - 22/01-17 12:47

Federer overkommer skrækstart og slår NishikoriFederer overkommer skrækstart og slår Nishikori

Roger Federer er i kvartfinalen ved Australian Open efter en sejr i fem sæt over Kei Nishikori.

storybild

Roger Federer er i kvartfinalen ved Australian Open i tennis, men han måtte slide hårdt for triumfen. (Billede: Scanpix/Saeed Khan)

Roger Federer er ved at bevise, at han på ingen måde er færdig trods sine 35 år og en længere skadepause for nylig.

Søndag spillede den 17.-seedede levende legende sig i kvartfinalen ved Australian Open efter en udmarvende dyst over fem sæt mod femteseedede Kei Nishikori. Sejren lød på 6-7, 6-4, 6-1, 4-6 og 6-3.

Den schweiziske veteran fik en forfærdelig indledning på opgøret, hvor hans normalt så stærke serv voldte ham store problemer.

To gange blev Federer brudt, Nishikori strøg på 4-0 og 5-1, inden den 17-foldige grand slam-vinder vendte stærkt tilbage.

Federer brød tilbage to gange, og så røg spillerne ud i tiebreak. Her var marginalerne med japaneren, som fik halet sættet hjem efter 7-4 i tiebreaken.

Men Federers 35-årige krop var blevet varm. Han fik barberet de uprovokerede fejl væk, og pludselig sad det farlige angrebsspil igen lige i skabet.

Med et enkelt servegennembrud i andet sæt tog schweizeren sættet med 6-4, og i tredje sæt blev japaneren udspillet, som Tomas Berdych blev det i Federers seneste kamp.

6-1 til Federer, som lignede en mand med direkte kurs mod et kvartfinaleopgør mod Mischa Zverev, der sensationelt sendte Andy Murray ud.

Schweizeren kom også godt i gang i fjerde sæt, og han havde flere breakmuligheder i japanerens serv ved 2-1 i Federers favør.

Men Nishikori afværgede, og som man ofte ser, når en spiller har været tæt på et servegennembrud, så mister man fokus i egen serv efterfølgende.

Det skete for Federer. Nishikori kom på 3-2 og holdt serv frem til sætsejr på 6-4.

Federer er for nylig vendt tilbage efter en langvarig skade, og inden turneringen havde han sået tvivl om, hvorvidt han kunne stå distancen i en kamp over fem sæt.

Men det kunne han. Veteranen brød tidligt, og mens Nishikori måtte have behandling undervejs, tromlede Roger Federer videre og tog sættet og dermed kampen.

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx