15/11-17 01:41

Åge Hareide hylder vindermentalitet og EriksenÅge Hareide hylder vindermentalitet og Eriksen

Christian Eriksen er blandt verdens ti bedste spillere, siger Åge Hareide efter hattrick og VM-kvalifikation.

storybild

Åge Hareides landstrænerkarriere kulminerede tirsdag aften med kvalifikationen til VM. Scanpix/Paul Faith

Dublin. Fodboldlandstræner Åge Hareide er både glad og stolt, efter det tirsdag aften lykkedes for det danske landshold at kvalificere sig til VM i fodbold næste sommer i Rusland.

For selv om en 5-1-sejr i Irland lyder både overbevisende og kontrolleret, kunne den danske VM-drøm være smuldret tirsdag aften, da holdet kom bagud efter fem minutter.

Men det gjorde den ikke, for holdet viste den vindermentalitet, der gjorde et comeback muligt, siger Åge Hareide.

- Vi blev ikke stressede, vi blev ved med at spille vores spil, og vi fandt den plads, som vi ikke kunne finde i den første kamp.

- Den mentale styrke i sådan en situation viser, at det er et hold, som har holdt sammen i lang tid. Vi har ikke skiftet så meget ud.

- Vi kender hinanden, vi er gode ved hinanden, og vi skubber hinanden frem på en positiv måde. Det er vigtigt, når man skal skabe et hold, siger Åge Hareide.

Christian Eriksen scorede hattrick for Danmark, og han viste endnu en gang, at han er blandt de absolut bedste spillere i verden, mener Åge Hareide.

- Han fungerer rigtig godt hos os. Jeg tror, han er en af de ti bedste spillere i verden.

- Han laver nogle fantastiske præstationer. Det er meget større, end folk aner. Det er så fint at se, siger Hareide.

Skal Danmark opnå succes ved VM i Rusland, bliver der brug for flere pragtpræstationer fra Eriksens side, påpeger landstræneren.

- De hold, som kommer til et VM og gør det godt, har altid en stjernespiller, som gør en forskel.

- De fleste hold er meget organiserede og svære at bryde ned, og så skal man have sådan en type (som Eriksen, red.), siger Hareide.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx