24/08-17 14:32

Landstræner om brat stop: Beslutningen var nemLandstræner om brat stop: Beslutningen var nem

Fire år som landstræner var passende, mener Nils Nielsen, der endnu ikke ved, hvad karrieren nu skal byde på.

storybild

København. Efter fire år som træner for kvindelandsholdet i fodbold har Nils Nielsen valgt at sige stop.

EM-sølvmedaljerne i Holland i sommer blev både kulminationen og endestationen i jobbet.

- Jeg synes, det er et godt tidspunkt at skifte på i forhold til, at holdet er et sted, hvor der skal ske noget nyt for at rykke yderligere på det.

- Derfor synes jeg, at det er en fin beslutning at få nye øjne på det, siger Nils Nielsen.

Spørgsmål: Kan I ikke nå længere med projektet med dig som landstræner?

- Projektet skal først forløses i form af en OL-billet. I forhold til det, jeg blev ansat til, er vi nået langt.

- Derfor er det en god beslutning at få friske kræfter ind, som kan rykke på flere ting. Det er alles vurdering, at fire år er lang tid, siger Nielsen om evalueringen med Dansk Boldspil-Union (DBU).

Spørgsmål: Var det en svær beslutning?

- Ikke for mig. Jeg ved, hvad det koster og kræver af mig personligt at gå ind i det projekt.

- Da vi startede evalueringen, havde vi ikke valgt det ene eller andet. Men da vi tog hul på den, synes jeg, det var den rette beslutning, da der skal bruges rigtig mange kræfter. Det kan vi finde gode folk til, siger Nielsen.

Han ved endnu ikke, hvad hans egen karriere nu skal byde på.

- Jeg ved det ikke. Det er helt nyt for mig ikke at have noget at lave. Det skal jeg nyde et par dage, og så kommer jeg til at tænke på næste projekt, som jeg skal kaste mig ud i.

- Hvis nogen kan bruge mig til et projekt, som jeg kan blive bidt af på samme måde, er jeg klar. Men jeg har ikke planer som sådan, siger Nielsen.

Spørgsmål: Har du fået henvendelser ovenpå EM-succesen?

- Jeg har fået mange tilkendegivelser, men ikke deciderede henvendelser, svarer den afgående landstræner.

Han ved heller ikke, om han fortsætter inden for kvindefodbold eller vender tilbage til herrefodbold.

- Egentlig har jeg ingen præferencer. Jeg er ikke afskrækket af kvinder efter mange år med mænd.

- For mig handler det om at arbejde med elitespillere, og så er jeg ligeglad med kønnet. Bare det er fodboldspillere, lyder det fra Nils Nielsen.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx