01/11-17 18:22

Guardiola maner til ro trods Citys jubelstartGuardiola maner til ro trods Citys jubelstart

Manchester City har fået en forrygende start på sæsonen på alle fronter. Det er i høj grad manager Josep Guardiolas fortjeneste, mener Mikkel Bischoff.

storybild

Raheem Sterling har været blandt de mest fremtrædende figurer hos Manchester City i sæsonens første del. Scanpix/Lindsey Parnaby

Manchester. Tallene taler for selv. Manchester City har indledt Premier League med ni sejre og en uafgjort og gjort foreløbigt rent bord med tre sejre i Champions League inden onsdagens udekamp mod Napoli.

Den samlede målscore lyder på 43-7.

City har taget afsæt til en sæson i triumf efter den uforløste første sæson under manager Josep Guardiola, der sluttede med en tredjeplads i ligaen og Champions League-exit i ottendedelsfinalen.

Guardiola anerkender, at holdet er blevet bedre, men ellers lader han sig ikke rive med. Han minder om, at City også fik en forrygende start for et år siden.

- Jeg kan ikke komme udenom, at vi er en smule bedre end i sidste sæson, men sidste år var vi også ubesejrede og spillede ret godt, og folk roste os til skyerne. Men alle husker, hvad der skete, påpeger Guardiola ifølge ESPN.

På papiret har City dog allerede funklet i længere tid end sidste efterår. Da begyndte holdet at smide point allerede i starten af oktober, og Champions League-kampagnen var langt fra så overbevisende som i år.

- Vi vil helt sikkert få dårlige perioder. Folk forventer det måske ikke, og nogle forsøger måske at lægge pres på os, men de dårlige perioder vil komme, fastslår Guardiola.

Den tidligere Manchester City-spiller Mikkel Bischoff, der nu fungerer som fodboldekspert på Eurosports kanaler, er enig, men udsvingene vil blive mindre, tror han.

- De vil stensikkert ramme perioder, hvor resultaterne ikke er lige så gode som nu. Jeg tror bare ikke, at de bliver lange. Truppen er bedre nu, og Guardiolas idéer sidder bedre fast hos spillerne, mener Bischoff.

Han mener i det hele taget, at Guardiola har en stor andel i den aktuelle succes.

- I Ederson har City fået en rigtig god målmand, der giver sikkerhed i modsætning til sidste år, hvor målmanden intet tog. Ellers har spillere, som var der i forvejen, båret holdet.

- Det viser, at Guardiola har haft tid til at arbejde med spillerne og gjort dem endnu bedre. Det er imponerende. Hans idéer begynder at skinne mere igennem nu.

- Det har taget lidt længere tid end i Barcelona og Bayern München. Formentlig fordi City-spillerne ikke var helt lige så gode, vurderer Bischoff.

City kan onsdag sikre Champions League-avancement i Napoli, og Bischoff mener, at City kan gå hele vejen.

- Niveauet er der lige nu, og fodboldmæssigt er spillerne dygtige nok. Men klubber som Real Madrid kan være bedre til at toppe til foråret. Her mangler City erfaring, siger Bischoff.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx