18/11-17 19:24

Aalborg-træner efter ny CL-nedtur: Det er irriterendeAalborg-træner efter ny CL-nedtur: Det er irriterende

Aron Kristjanssons Aalborg-hold har flere gange været tæt på at slå de store sværvægtere i Champions League.

storybild

Kielce. Det har været lige ved og næsten flere gange for Aalborgs håndboldherrer i Champions League.

Det danske mesterhold har tidligere i turneringen været tæt på at tage point fra storholdene Flensburg-Handewitt og THW Kiel.

Lørdag blev polske Kielce presset til det yderste af nordjyderne, der på ny måtte se sig besejret - denne gang med 27-28.

- Det er meget ærgerligt og irriterende, at vi spiller godt og ikke får som fortjent, siger Aalborg-træner Aron Kristjánsson.

- Det fortæller mig, at vi kan være med på det her niveau. Vi skal være stolte, men vi får ikke meget ud af det, konstaterer han.

Foreløbig står Aalborg noteret for to point efter otte gruppekampe, der blot har budt på en sejr. Det var over slovenske Celje for to måneder siden.

I slutfasen af lørdagens opgør mod Kielce havde Aalborgs Lovro Jotic chancen for at sikre uafgjort, da de danske gæster havde bolden i de sidste 20 sekunder.

Men kroaten forivrede sig måske en smule og måtte se sit skudforsøg havne i en polsk målmandsparade med otte sekunder tilbage.

Aalborgs træner vil dog ikke klandre sin spiller.

- Han kunne måske have spillet bolden videre i lidt sekunder, men han fik skudt, og det var en god redning af målmanden.

- Men vi havde scoret et par gange tidligere på det samme slags skud, siger Aron Kristjánsson.

Aalborgenserne var rejst til Polen med en decimeret trup på grund af skader til Tobias Ellebæk, Sebastian Barthold, Patrick Wiesmach og Arnór Atlason.

Kristjansson tør ikke gætte på, om Aalborg havde vundet, hvis skadesituationen havde været anderledes.

- Det ved man aldrig. Jeg synes, at de spillere, der er klar, er rykket tættere sammen.

- Vi taler ikke om dem, der ikke spiller, men om dem, der er med. Og de gjorde et fremragende stykke arbejde, siger Aalborg-træneren.

I næste weekend kommer det ungarske storhold Veszprém forbi Aalborg, der trods de mange nederlag fortsat kan spille sig videre til ottendedelsfinalerne.

/ritzau/

Andre læser lige nu

Hvad tænker du..?
Hitter på mx

Annonce



Hitter på mx